Medie: Forsvarsaftale mellem Rusland og Nordkorea er trådt i kraft

5. DEC 2024 • 03:50UDLAND

Dokumenter, der godkender forsvarsaftale mellem Rusland og Nordkorea, blev onsdag udvekslet i Moskva.

En forsvarsaftale mellem Nordkorea og Rusland trådte onsdag formelt i kraft.

Det oplyser det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA natten til torsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.

I begyndelsen af november underskrev begge lande dokumenter, der formelt godkendte aftalen.

Dokumenterne blev onsdag udvekslet i den russiske hovedstad, Moskva, og dermed er aftalen nu gældende, oplyser KCNA.

Forsvarsaftalen betyder, at begge lande er forpligtede til "øjeblikkeligt" at yde militær bistand, hvis det andet land bliver invaderet.

Det sagde Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, da de skrev under på samarbejdet juni i forbindelse med Putins statsbesøg i Nordkorea.

Den russiske forsvarsminister, Andrej Belousov, har tidligere sagt, at samarbejdet har til formål at reducere risikoen for krig i det nordvestlige Asien.

Omkring 10.000 nordkoreanske soldater menes at være udsendt til den russiske grænseregion Kursk.

USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, fortalte i slutningen af november, at man forventede, at tusindvis af nordkoreanske soldater snart ville rykke ind i Ukraine for at kæmpe på russernes side.

Ifølge embedsfolk fra den sydkoreanske regering skal Rusland har sendt olie, antiluftskyts og økonomisk hjælp til Nordkorea i bytte for de soldater, som ifølge USA og Sydkorea er sendt til Rusland.

Nordkorea yder desuden omfattende støtte til Rusland i form af våben og ammunition.

Landet leverer især artillerigranater og kortrækkende missiler til Moskva, viser en rapport fra den sydkoreanske efterretningstjeneste NIS.

Vesten frygter, at samarbejdet mellem Rusland og Nordkorea betyder, at Nordkorea i byttehandel for sine soldater får indsigt i Ruslands ekspertise, der kan hjælpe landet med at opruste med atomvåben.

Fuldskala-krigen i Ukraine startede, da Rusland invaderede landet 24. februar 2022. Siden har Rusland besat og annekteret flere ukrainske regioner.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT