Kinesisk statsmedie erklærer Beijing klar til livet igen

6. DEC 2022 • 05:05UDLAND

Flere steder slækkes der på coronarestriktioner i Kina. Borger ser det som skridt i retning af genåbning.

Kina fortsætter med at slække på coronarestriktioner efter sidste måneds historiske protester.

Tirsdag har Kinas hovedstad, Beijing, droppet et krav om, at man skal vise en negativ coronatest for at komme ind i supermarkeder eller på kontorer.

- Beijing gør sig klar til livet igen, står der i en overskrift hos det engelsksprogede kinesiske statsmedie China Daily.

Mediet skriver, at folk "gradvist omfavner" den langsomme tilbagevenden til normaliteten.

Den mindre strikse coronatilgang kommer efter protester, der regnes for at være den største tilkendegivelse af utilfredshed i befolkningen, siden præsident Xi Jinping kom til magten i 2012.

- Det her kan måske være det første skridt i retning af en genåbning efter pandemien, siger 27-årige Hu Dongxu, som bor i Beijing.

Kinesiske topembedsmænd har de seneste dage ændret tonen, når de taler om covid-19's alvor.

Dermed bevæger Kina sig så småt i retning af en tilgang, som store dele af resten af verden har haft et godt stykke tid med færre restriktioner og et forsøg på at leve med virusset.

Kina vil måske komme med ti nye nationale genåbningstiltag allerede onsdag. Det oplyser to anonyme kilder med kendskab til sagen.

Imens har byer flere steder i landet været i gang med at genåbne efter lokale nedlukninger.

Tiltagene har skabt optimisme blandt investorer, som håber på en endnu større genåbning i verdens næststørste økonomi.

Endnu er myldretidstrafikken i større byer som Beijing og Chongqing tirsdag dog ganske langt under tidligere tiders niveauer.

Nogle personer er fortsat bange for at få virusset. Det gælder især de ældre, hvoraf mange fortsat er uvaccinerede.

Generelt er der bekymring for, hvordan Kinas skrøbelige sundhedssystem vil reagere på en genåbning med en befolkning, hvor immuniteten er lav sammenlignet med mange vestlige lande.

Tirsdag var der i øvrigt tre minutters landsdækkende stilhed for Kinas tidligere leder Jiang Zemin, som døde sidste uge i en alder af 96 år.

Store dele af Kina stoppede op, mens sirener lød. En mindehøjtidelighed fra Folkets Store Hal i Beijing blev vist i hele landet.

Jiang, som mange fejlagtigt spåede en meget kort tid ved magten, førte sit land ind i det 21. århundrede.

Under hans lederskab blev der sat fart i den økonomiske modernisering af Kina. Landet blev en vigtig international spiller.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU