Kilde: Aftale mellem USA og Iran skal genåbne Hormuzstrædet

24. MAJ 2026 • 06:13UDLAND

En aftale mellem Iran og USA ventes at være lige om hjørnet. Mediet Axios har fået oplysninger om indholdet.

En aftale, som USA og Iran er tæt på at underskrive, indeholder en 60 dage lang våbenhvile, hvor Hormuzstrædet skal være genåbnet.

Det siger en anonym amerikansk embedsmand til mediet Axios.

Både Trump og mæglere i konflikten har sagt, at aftalen kan blive præsenteret søndag, men den er endnu ikke færdiggjort og kan stadig falde fra hinanden, skriver mediet.

Begge parter vil ifølge Axios' kilde underskrive en diplomatisk rammeaftale - et såkaldt aftalememorandum. Den varer 60 dage og kan forlænges, hvis begge parter er enige.

I løbet af de 60 dage vil Hormuzstrædet blive åbnet uden afgifter, og Iran skal fjerne de undervandsminer, som landet har lagt i strædet, så skibe kan passere frit.

Til gengæld vil USA ophæve sin blokade mod iranske havne og udstede en række undtagelser for sanktioner mod landet, så Iran frit kan sælge olie.

Den amerikanske embedsmand erkender over for Axios, at det vil være en stor gevinst for Irans økonomi, men tilføjer, at det også vil give mærkbar luft til det globale oliemarked.

Embedsmanden udtaler til mediet, at jo hurtigere iranerne fjerner minerne og lader skibsfarten blive genoptaget, desto hurtigere vil blokaden blive ophævet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT