Kamala Harris besøger den demilitariserede zone ved Nordkorea

27. SEP 2022 • 05:07UDLAND

Kamala Harris rejser til den demilitariserede zone for at bekræfte USA's engagement i Sydkoreas sikkerhed.

USA's vicepræsident, Kamala Harris, skal torsdag besøge den demilitariserede zone - kaldet DMZ - mellem Nordkorea og Sydkorea.

Tirsdag lokal tid fortalte Sydkoreas premierminister, Han Duck-soo, om besøget.

Premierministeren er i Tokyo, hvor han har haft et møde med Kamala Harris.

Oplysningerne er siden blevet bekræftet af en amerikansk embedsmand.

Den amerikanske embedsmand siger, at besøget understreger styrken af alliancen mellem Sydkorea og USA over for "enhver trussel, der måtte blive fremsat" af Nordkorea.

- Dit besøg til DMZ og Seoul kommer til at være meget symbolske demonstrationer af dit stærke engagement i sikkerhed og fred på den koreanske halvø, lyder det fra den sydkoreanske premierminister.

Kamala Harris er i Asien for at lede den amerikanske delegation til den tidligere japanske premierminister Shinzo Abes begravelse. Begravelsen finder sted tirsdag i Tokyo.

Under besøget skal Kamala Harris rundt i den demilitariserede zone, mødes med militærfolk, modtage en briefing om operationen fra amerikanske øverstbefalende og bekræfte det "stensikre" engagement i Sydkoreas sikkerhed, oplyser embedsmanden, der udtaler sig anonymt.

Mange udenlandske ledere har besøgt zonen. Flere amerikanske præsident har været der, og USA's nuværende præsident, Joe Biden, var der også, inden han blev præsident.

Tidligere præsident Donald Trump besøgte også zonen i sin embedsperiode, og blev den eneste amerikanske præsident til at mødes med Nordkoreas leder Kim Jong-un i zonen i juni 2019.

DMZ er et fire kilometer bredt bælte mellem Nord- og Sydkorea - to kilometer på hver side af den formelle grænse.

Zonen blev oprettet i 1953 af FN, efter at en aftale om våbenhvile afsluttede en tre år lang væbnet konflikt på den koreanske halvø.

Siden da har FN på den sydkoreanske side overvåget, at våbenhvilen bliver overholdt.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU