Genfødt Bolsonaro bliver kaldt besat af djævlen brasiliansk valgkamp

17. AUG 2022 • 11:56UDLAND

- Jeg vender tilbage, så vi kan tage landet tilbage til Brasiliens 213 millioner indbyggere, siger Lula.

I Brasilien er valgkampen officielt blevet indledt op til præsidentvalget i oktober.

Den stærkt højreorienterede præsident, Jair Bolsonaro, og hans venstreorienterede udfordrer, tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva, har fra starten anslået en hårdt tone, som viser de dybe politiske kløfter i det store sydamerikanske land.

Den 67-årige Bolsonaro har indledt sin kampagne i Juiz de Fora, en lille by i det sydøstlige Brasilien, hvor han blev knivstukket af en mentalt forstyrret overfaldsmand under valgkampen i 2018.

- Det var her, at jeg blev genfødt. Det var her, at skaberen reddede mit liv, så jeg kunne gøre mit bedste for vor nation som præsident, lød det i Bolsonaros første tale i valgkampen, hvor præsidenten vil lægge stor vægt på kristendom og familieværdier.

Bolsonaro erkendte ved starten på sin første valgturné, at landet har "alvorlige problemer," men han sagde, at han er den bedste til at at løse dem. Han sagde, at hans modstander står for tilbageskridt, kommunisme og "kønsideologi".

Den 76-årige Lula indledte sin kampagne med et besøg på Volkswagen-fabrik i Sao Bernardo do Campo - centrum for erhvervslivet i delstaten São Paulo. Det var her hans egen politiske karriere blev indledt i 1970'erne.

- Jeg vender tilbage, så vi kan tage landet tilbage til Brasiliens 213 millioner indbyggere, sagde han og tilføjede, at "hvis nogen er besat af djævlen, så er det Bolsonaro".

Lula står i den seneste meningsmåling fra Ipec-instituttet til at få 44 procent af stemmerne, mens Bolsonaro står til at få 32 procent ved valget i oktober.

Lula var Brasiliens præsident fra 2003 til 2010. Trods en dom for korruption og halvandet års ophold i et fængsel er han stadig populær blandt vælgerne - især for at have løftet millioner ud af fattigdom.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU