Flere tusind australiere evakueret efter voldsom regn

3. JUL 2022 • 04:09UDLAND

Der er risiko for oversvømmelser, floder, der går over deres bredder, og kysterosion i Australiens største by.

Flere tusind beboere i den sydvestlige del af Sydney er søndag blev beordret til at evakuere på grund af skybrud, voldsom vind og risiko for oversvømmelser.

Det australske vejrbureau har advaret om kraftig regn, der kan føre til oversvømmelser og jordskred omkring Australiens østkyst i staten New South Wales, hvor Sydney ligger.

- Vi står nu over for fare på flere forskellige fronter - oversvømmelser, floder, der går over deres bredder, og kysterosion, siger Steph Cooke, der er minister for redningsarbejde i New South Wales.

Hun opfordrer indbyggerne til at genoverveje, om de skal tage på ferie. Det voldsomme vejr har ramt Sydney, lige som skoleferien er begyndt.

- Det er en livstruende nødsituation, siger hun.

Der er faldet mere end 200 millimeter regn i mange dele af Sydney, og nogle steder er der faldet helt op til 350 millimeter, lyder det fra det meteorologiske bureau i staten.

Ifølge bureauet falder der normalt 96,3 millimeter regn i Sydney i løbet af juli måned.

På Australiens meteorologiske bureaus hjemmeside fremgår det, at regnen vil fortsætte de næste dage. I nogle områder kan der falde op til 150 millimeter regn i løbet af seks timer.

Regnen fik Sydneys hoveddæmning til at løbe over i løbet af natten, siger vandmyndigheder og tilføjer, at udslippet kan sammenlignes med et, der skete i marts sidste år ved en dæmning i Warragamba, der ligger vest for Sydney.

- Der er ikke plads til, at vandet kan blive i dæmningerne. De begynder at løbe over. Floderne flyder meget hurtigt og meget farligt. Og så har vi risiko for oversvømmelser alt afhængig af, hvor det regner, siger Carlene York, der er chef for redningstjenesten i New South Wales.

I løbet af den seneste dag er 29 personer blevet reddet fra oversvømmelser. En af dem måtte holde fast i en pæl i mere end en time, mens redningspersonale kæmpede med at komme frem til vedkommende.

Landets forsvarsminister, Richard Marles, siger, at regeringen har forsynet staten med 100 personer, der hjælper med at lægge sandsække ud, og to helikoptere, der kan hjælpe med redningsarbejde.

Tilbage i marts i år kæmpede Australien med oversvømmelser efter kraftigt regnvejr. Mindst 23 personer landet over mistede livet i forbindelse med oversvømmelserne.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU