EP-medlemmer vil undersøge om Musk har udbredt egne indlæg på X
En undersøgelse viser, at visningen af Elon Musks indlæg på X er steget kraftigt de seneste måneder.
Flere medlemmer af EU-Parlamentet vil have EU-Kommissionen til at undersøge, om verdens rigeste mand, Elon Musk, har øget rækkevidden af sine egne indlæg på det sociale medie X.Det vil i så fald være i strid med EU-lovgivning, mener medlemmerne.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Forespørgslen tager udgangspunkt i en undersøgelse fra University of Queensland i Australien.
Undersøgelsen viser, at visningen af Elon Musks indlæg på X er steget kraftigt siden juli, hvor han erklærede sin støtte til Donald Trump i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg.
Generelt steg visningen af flere fremtrædende politiske stemmers indlæg på X under præsidentvalgkampen.
Men udbredelsen af Elon Musks indlæg var alligevel markant større ifølge undersøgelsen.
Det tyder derfor på, at der er blevet anvendt særlige algoritmer, der har øget synligheden af Elon Musks indlæg, skriver forfatterne bag undersøgelsen ifølge dpa.
Det er Elon Musk, der ejer det sociale medie X.
Undersøgelsen fra University of Queensland er endnu ikke blevet fagfællebedømt.
Forespørgslen fra EU-Parlamentet er underskrevet af 42 medlemmer.
De mener, at det kan have konsekvenser for diskursen og valgprocesser i EU, hvis Elon Musk bevidst har øget synligheden af sine indlæg.
- Den udbredte synlighed vedrører også Musks indlæg om EU og emner, der angår medlemslandene, såsom Kreml-venlig propaganda om krigen i Ukraine og antisemitiske konspirationsteorier, skriver medlemmerne i forespørgslen til kommissionen ifølge dpa.
I første omgang er der ikke kommet et svar fra EU-Kommissionen.
I oktober 2022 købte Elon Musk det sociale medie Twitter, som han siden valgte at kalde X. Han købte mediet for svimlende 44 milliarder dollar, svarende til 305 milliarder kroner.
Han ejer desuden også selskaberne Tesla og SpaceX.
Efter sin valgsejr har Donald Trump udnævnt Elon Musk til at stå i spidsen for en ny effektiviseringsenhed.
/ritzau/