England og Wales rykker et skridt nærmere aktiv dødshjælp

29. NOV 2024 • 15:57UDLAND

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp splitter briterne og har vakt fornyet debat om pleje af alvorligt syge.

Det britiske underhus har i første afstemningsrunde stemt for et lovforslag om at tillade aktiv dødshjælp.

330 medlemmer stemte for og 275 imod, rapporterer BBC og Reuters.

Afstemningen blev holdt efter en følelsesladet debat, der varede i fem timer.

Med vedtagelsen i første afstemningsrunde sendes forslaget - der gælder for England og Wales - videre til en ny runde høringer.

En endelig afstemning, der kan gøre aktiv dødshjælp lovligt, ventes først at finde sted i 2025.

Lovforslaget vil give mulighed for, at terminalt syge - altså personer med en uhelbredelig sygdom, hvor der kun kan gives lindrende behandling - kan få hjælp fra læger til at dø.

Det gælder, hvis den terminalt syge patient vurderes at have højst et halvt år tilbage at leve i, og hvis vedkommende er mentalt i stand til at tage den alvorlige beslutning om at modtage dødshjælp.

Meningsmålinger har vist, at et flertal af den britiske befolkning mener, at man skal kunne vælge aktiv dødshjælp.

Emnet er sensitivt og har splittet landet. Det har også fået debatten om palliativ pleje til at blusse op igen.

Fortalere for lovforslaget mener, at det giver terminalt syge patienter kontrol over deres eget forløb hen mod døden.

Modstandere siger derimod, at sårbare syge mennesker kan komme til at føle et pres og frygte at være en belastning for deres familier og for samfundet frem for at tænke på deres eget bedste.

Andre igen mener, at der ikke har været tid nok til at overveje forslaget, inden det fredag kom til afstemning i Underhuset.

Når lovforslaget sendes i høring og skal gennem de to kamre i parlamentet - Underhuset og Overhuset - kan det komme til at ændre form.

Labour-politiker Kim Leadbeater, der har fremlagt lovforslaget, forventer, at processen vil tage omkring et halvt år mere.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT