Dommer vil godkende forlig i sag om Purdues rolle i opioidkrise

14. NOV 2025 • 21:54UDLAND

Stenrig familie skal betale 6,5 milliarder dollar til kreditorer for Purdues rolle i udbredt opioidmisbrug.

En amerikansk konkursdommer er klar til at sætte et punktum i den årelange sag om Purdue Pharmas rolle i opioidkrisen i USA.

Dommeren, Sean Lane, siger på et retsmøde fredag, at han vil godkende den nuværende plan for en rekonstruktion af selskabet, som altså har begæret konkurs.

Som led i planen ligger der et forlig på 7,4 milliarder dollar, over 47 milliarder kroner.

De penge skal gå til den lange række af sagsøgere, der har anklaget medicinalselskabet for at være skyld i udbredt afhængighed og misbrug af smertestillende - og stærkt vanedannende - midler som OxyContin.

Ifølge anklagerne vildledte Purdue både læger og patienter til at tro, at selskabets midler var mindre vanedannende, end de egentlig var.

Den hovedrige Sackler-familie, der ejer Purdue, har beklaget den rolle, som selskabet spillede under opioidkrisen, men familien har nægtet at have gjort noget ulovligt.

Det er efterhånden en del år siden, at Purdue begærede konkurs. Det skete i 2019, og siden fulgte langvarige forhandlinger om forliget med de mange sagsøgere.

Over 2600 sager er der mod medicinalselskabet. Det er alt fra delstaters regeringer til hospitaler og privatpersoner, der har lagt sag an.

I 2024 gik der stå i sagen, da højesteretten afviste et forslag fra Purdue til en konkursaftale.

Sackler-familien var i aftalen gået med til at betale seks milliarder dollar, men ville til gengæld være sikret mod fremtidige sagsanlæg.

Det blev til et nej fra højesteretsdommerne, og i den nye aftale skal familien betale 6,5 milliarder, samtidig med at kreditorer kan vælge trække sig fra det store forlig og gå rettens vej på egen hånd.

De fleste af pengene skal betales til delstatsregeringer og lokale myndigheder, som har aftalt at bruge midlerne til at bekæmpe opioidafhængighed.

Privatpersoner står til at få erstatning fra en samlet pulje på op til 850 millioner dollar.

Når konkursen er gennemført, skal Purdue Pharma laves om til en nonprofit-organisation kaldet Knoa Pharma.

Den skal udvikle behandlinger mod overdoser med opioider og misbrugsbehandlinger.

Purdue er desuden gået med til oprette et offentligt arkiv med interne dokumenter, der har forbindelse til udviklingen og markedsføringen af OxyContin. Herunder mails fra Sackler-familien.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT