Cyberangreb får fransk hospital til at aflyse operationer

5. DEC 2022 • 02:15UDLAND

I løbet af de seneste mange måneder er hospitaler og sundhedssystemer i Frankrig blevet angrebet af hackere.

Et hospital i Versailles nær den franske hovedstad, Paris, har været nødsaget til at aflyse operationer og flytte patienter.

Det sker, efter at hospitalet blev ramt af et cyberangreb i weekenden.

Det oplyser det franske sundhedsministerium søndag.

Frem til lørdag aften var seks patienter blevet flyttet - tre fra intensivafdelingen og tre fra neonatalafdelingen.

Det fortæller sundhedsminister Francois Braun under et besøg på hospitalet søndag.

Han tilføjer, at det muligvis bliver nødvendigt at flytte flere patienter.

Anklagemyndigheden i Paris har indledt en undersøgelse af hackerangrebet og forsøg på afpresning.

I adskillige måneder er forskellige hospitaler og sundhedssystemer i Frankrig blevet angrebet af hackere.

Ifølge Francois Braun har hospitalet i Versailles været ramt af flere cyberangreb i løbet af de seneste måneder.

Ministeren fortæller ikke, hvem der mistænkes for at stå bag angrebene.

Det regionale sundhedsagentur (ARS) oplyser, at hospitalet har været nødsaget til at aflyse flere operationer som følge af weekendens angreb, men at det gør alt, hvad det kan, så folk uden en aftale fortsat kan komme ind fra gaden.

Det har været nødvendigt for hospitalet at indkalde ekstra personale til intensivafdelingen. Mens maskinerne fortsat fungerer, er der brug for ekstra ansatte til at overvåge skærmene, da de ikke længere er koblet til hospitalets netværk.

Det oplyser sundhedsminister Francois Braun.

Han tilføjer, at cyberangrebet har medført en "total reorganisering af hospitalet".

I august blev hospitalet Corbeil-Essonnes i udkanten af Paris også ramt af et cyberangreb. Her varede det flere uger, før hospitalet var tilbage i normal drift.

I forbindelse med det angreb fulgte et krav på ti millioner dollar - godt 70 millioner kroner. Kravet blev senere nedjusteret til en eller to millioner dollar.

Hackerne gav hospitalet en tidsfrist frem til den 23. september til at betale løsesummen. Efterfølgende lagde de fortrolige oplysninger om patienter og personale ud på det mørke internet - på engelsk the dark web.

The dark web er en del af internettet, som kun kan tilgås via specielle browsere.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU