Beviser på forbrydelser hober sig op mod Myanmars militær

9. AUG 2022 • 13:32UDLAND

Halvandet år efter militærkup i Myanmar har FN-gruppe samlet beviser, der dokumenterer alvorlige forbrydelser.

Der samler sig flere og flere beviser for, at der bliver begået forbrydelser mod menneskeheden i det sydøstasiatiske land Myanmar.

Det oplyser en gruppe efterforskere fra FN tirsdag.

Militæret i Myanmar tog magten for godt halvandet år siden, da det den 1. februar 2021 væltede de facto-lederen Aung San Suu Kyi.

Siden da har FN's uafhængige efterforskningsgruppe i Myanmar (IIMM) undersøgt forholdene under den regerende militærjunta.

I en rapport fra gruppen lyder det:

- Vi har samlet en betragtelig mængde informationer, herunder videoer, billeder og dokumenter, der indikerer forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået af personer i Myanmar siden 1. februar.

Myanmars militær har siden kuppet slået hårdt ned på oprørere i landet.

- Dem, der står bag disse forbrydelser, skal vide, at de ikke kan fortsætte uden konsekvenser, siger IIMM-leder Nicholas Koumijan og fortsætter:

- Vi samler og gemmer beviserne, så de en dag kan stilles til ansvar.

IIMM blev oprettet af FN's Menneskerettighedskontor i september 2018. Det ligger i Genève og begyndte officielt sit arbejde i 2019.

Kuppet i Myanmar 1. februar sidste år kom efter et valg i november 2020.

Her havde Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga, sikret sig en stor sejr. Militæret mente dog, at der havde været svindel involveret, og det var en af årsagerne til, at det nogle måneder senere udførte et kup.

Militærets anklager om svindel er blevet afvist af både internationale observatører og Myanmars valgkommission.

Suu Kyi er i henhold til Myanmars forfatning udelukket fra at blive præsident, fordi hun har børn, der er udenlandske statsborgere.

Hun har dog haft en indflydelsesrig rolle som regeringsrådgiver, hvor hun har regeret indirekte gennem en form for "marionet" på præsidentposten.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU