Ansat såret i russisk angreb mod atomkraftværk i Ukraine

7. AUG 2022 • 13:44UDLAND

Zelenskyj opfordrer EU til at reagere med nye sanktioner på det, han betegner som Ruslands "atomterror".

En ansat på atomkraftværket i Zaporizjzja i Ukraine er såret i et nyt russisk angreb mod værket.

Det meddeler Ukraines statslige atomselskab Energoatom søndag.

Der er også sket skade på tre sensorer, der skal advare om øget stråling. Det oplyser selskabet.

- Som konsekvens heraf er det endnu ikke muligt rettidigt at opdage og reagere i tilfælde af en forværring af strålingssituationen eller radioaktivt læk fra beholdere med brugt atombrændsel, meddeler Energoatom.

Lørdag aften ramte russiske raketter en del af værket, hvor der opbevares 174 beholdere med brugt atombrændsel, oplyser Energoatom.

Atomkraftværket er det største af sin slags i Europa.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, opfordrer søndag til en kraftigere international reaktion mod det, han betegner som Ruslands "atomterror".

I en telefonsamtale med EU-præsident Charles Michel har Zelenskyj bedt EU om at indføre sanktioner mod Ruslands atomindustri.

- Ruslands atomterror kræver en kraftigere reaktion fra det internationale samfund, skriver Zelenskyj på Twitter.

Ukraine og Rusland beskylder hinanden for at stå bag angrebene ved værket.

Lørdag advarede FN's atomchef, Rafael Grossi, om en reel risiko for, at situationen ved atomkraftværket i Zaporizjzja udvikler sig til en regulær atomkatastrofe.

Hans advarsel kom, efter at der fredag var nye bombardementer ved kraftværket.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU