21 unge meldes døde på bar i Sydafrika

26. JUN 2022 • 22:19UDLAND

Politiet undersøger omstændighederne ved mange dødsfald på en bar i Sydafrika. Nogle af de døde er blot 13 år.

Mindst 21 unge er døde på en bar i Sydafrika, oplyser myndighederne søndag.

Årsagen til tragedien er endnu ikke kendt. Ligene er ved at blive undersøgt for at finde ud af, om de unge eventuelt kan være blevet forgiftet på baren.

Mange af de døde menes at have været i gang med at fejre, at deres eksamen var overstået.

Venner og forældre til de døde samlede sig i løbet af dagen uden for baren i et township i byen East London i den sydlige del af landet.

Sydafrikas politiminister, Bheki Cele, var der også, og han brød sammen i tårer efter et besøg på lighuset, skriver Reuters.

- Det er forfærdeligt, sagde han til journalister.

- De er ret unge. Man får at vide, at de er ned til 13 og 14 år. Og så ser man dem. Det får dig til at bryde sammen.

Tidligere lød meldingerne på, at ofrene var mellem 18 og 20 år.

Thembinkosi Kinana, en lokal politichef, sagde tidligere søndag, at politiet modtog anmeldelse om, at omkring 17 personer døde på et værtshus i Scenery Park.

- Vi er fortsat i gang med at efterforske omstændighederne ved hændelsen, siger han.

Senere blev dødstallet så hævet til 21.

På sociale medier er der delt fotos af unge liggende på gulvet. Der er ikke synlige tegn på skader. At fotografierne stammer fra hændelsen er dog ikke blevet bekræftet.

Lokalt tv har vist optagelser, hvor man kan se politibetjente forsøge at berolige en menneskemængde forsamlet ude foran stedet.

Lederen af provinsregeringen i Eastern Cape, Oscar Mabuyane, var på stedet.

- Det er helt ufatteligt og uforståeligt, at 20 unge liv er mistet så pludseligt, sagde en tydeligt berørt Mabuyane, inden dødstallet steg til 21.

I samme åndedrag fordømte han "denne uheldige indtagelse og ubegrænsede indtagelse af spiritus".

En anden embedsmand fra provinsens sikkerhedsmyndigheder siger i telefonen til AFP, at der ikke er noget der tyder på, at ofrene er blevet mast ihjel.

- Det er svært at tro, at det er et panikløb, for der er ikke nogen synlige åbne sår på de døde, siger embedsmanden.

Avisen DispatchLive skriver, at "lig ligger spredt på borde, stole og gulvet uden tydelige tegn på skader".

I Sydafrika finder man ind imellem værtshuse i helt almindelige huse. Her lever indehaverne ikke altid op til regler for blandt andet sikkerhed.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU