USA sender tidligere Fifa-official i fængsel for bestikkelse

30. SEP 2022 • 01:25SPORT

Tidligere præsident for El Salvadors Fodboldforbund har taget imod hundredtusindvis af dollar i bestikkelse.

En tidligere official fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) er blevet idømt en fængselsstraf for bestikkelse.

Det oplyser det amerikanske justitsministerium torsdag lokal tid.

Der er tale om Reynaldo Vasquez, der er tidligere præsident for El Salvadors Fodboldforbund (Fesfut).

Han er ifølge ministeriet blevet idømt 16 måneders fængsel af en amerikansk distriktsdommer i Brooklyn i New York City for at have modtaget hundredtusindvis af dollar i bestikkelse.

Den 66-årige Reynaldo Vasquez har erklæret sig skyldig i anklagerne. Det gjorde han allerede sidste år.

Her kendte han sig skyldig i at have modtaget 350.000 dollar - knap 2,7 millioner kroner - i bestikkelse i 2012 fra den Miami-baserede virksomhed Media World, som formidler tv-rettigheder rettet mod spansktalende.

Det skete i bytte for kommercielle rettigheder til VM-kvalifikationskampe i 2018.

Sagen mod Reynaldo Vasquez er en del af en omfattende korruptionsundersøgelse af Fifa. Hidtil har 27 personer erklæret sig skyldige, mens der er faldet to domme ved retssager.

Anklager i Brooklyn Breon Peace udtaler i en erklæring, at Vasquez og de andre tiltalte "vanærede sig selv ved at fore deres lommer med hundredtusindvis af dollar i bestikkelse på bekostning af en smuk sport".

Reynaldo Vasquez stod i spidsen for Fesfut i 2009 og 2010.

I oktober 2019 udelukkede Fifa ham på livstid og idømte ham en bøde på 500.000 schweizerfranc - knap 3,9 millioner kroner. Det skete, efter at en intern etisk komité havde fundet ham skyldig i bestikkelse.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU