Uheld har gjort EM til største prøvelse for Højlund
Mie Højlund har tendens til at overtænke, og årets EM har været hendes hårdeste slutrunde, fortæller hun.
På sit natbord har håndboldspilleren Mie Højlund altid en blok eller et stykke papir samt en kuglepen liggende. For når hun ligger sig på puden, kan tankemylder let forstyrre indsovningen.- Jeg er en overtænker. Generelt er jeg en person, som godt kan overbekymre mig, og ofte kommer jeg til at dyrke de negative tanker, fortæller bagspilleren fra Odense Håndbold.
De faste følgesvende på natbordet er hendes metode til at bringe lidt ro over de mange tanker. Ved at få nedfældet de mest markante tanker føler hun, at hun kan parkere dem for natten, og så kan hun tage dem op igen næste dag, hvis det stadig fylder.
Det har hjulpet hende meget, men både pen, papir og hoved har været på overarbejde ved årets EM.
Kort før EM blev hun syg, og selv om det er blevet bedre undervejs, så betyder snot og hoste stadig, at hun ikke kan levere 100 procent. Noget, som hun har brugt enorme mentale ressourcer på at acceptere.
Oveni det hele slog hun knæet hårdt i gulvet til træningen dagen før første mellemrundekamp mod Norge. Hun vågnede næste dag med et voldsomt hævet knæ og måtte melde fra til det nordiske brag.
- Var de her ting sket for mig for fire år siden, så tror jeg, jeg var gået ned med flaget og var taget hjem. Det har krævet meget mentalt af mig, og det har været en enormt frustrerende slutrunde for mit vedkommende, fortæller hun.
- Det har uden tvivl været den hårdeste slutrunde nogensinde for mig.
Den normale overtænkning kan handle om en kommende kamp, hvor hun får kørt sig selv op til at tænke, at det nok bliver for svært, for så at erfare til kampen at alt gik fint.
Sygdom og knægener har imidlertid været med hende som en uønsket følgesvend under hele EM, og det har krævet mange noter på blokken ved siden af sengen.
- Jeg har skrevet meget med mit knæ og sygdommen og alle mulige bekymringer med det, fortæller hun.
- Når jeg så er vågnet næste dag, har problemerne stadig været der, men det har alligevel ikke fyldt helt lige så meget, når jeg har skrevet det lidt ud af systemet.
Ikke desto mindre har hun på intet tidspunkt under EM kunnet spille helt frit, fordi enten sygdom eller knæ - eller begge dele - har afholdt hende fra at blive den afgørende spiller, hun gennem flere år har været for Danmark.
Snot og hoste har været den eneste kontinuitet for hende, og det har af naturlige årsager præget det niveau, hun har kunnet levere på.
Men for en, som let flytter problemer og udfordringer op i hovedet, kræver det en masse mentalt arbejde at finde sig til rette i, at noget ikke er blevet, som man havde drømt om. Eller som man forventede.
- Jeg har skullet forholde mig til at være et andet sted, end jeg havde håbet på at være til slutrunden. Og forholde mig til at få en anden rolle baseret på det også samt slutte fred med, at det ikke er den her slutrunde, jeg kommer til at shine, fortæller bagspilleren.
- Jeg har skullet slutte fred med, at det ikke er mig, der skal starte, og hvad man nu ellers kæmper for før en slutrunde.
Presset i elitesport er stort, og det trives Mie Højlund fint med. Trods de til tider negative tankespiraler får hun sin søvn, og hun præsterer normalt på banen uge efter uge.
Og modsat mange andre atleter frygter hun faktisk ikke, når karrieren en dag er ovre. Man hører tit sportsfolk fortælle, hvor svært det er at lande i livet efter karrieren, men præcis de tanker har Mie Højlund ikke.
Faktisk glæder hun sig til det liv, der venter på den anden side af karrieren. Ikke fordi hun er træt af håndbold eller tæt på at stoppe, men fordi hun, selv om hun slet ikke har lagt planer for den tid, glæder sig til at se, hvad livet ellers har at byde på.
Og hun regner ikke med, at den tid kommer til at have meget med håndbold at gøre.
- Jeg elsker jo håndbold, men jeg tror, at den dag jeg stopper, så tror jeg også, at jeg er færdig med det, siger hun, inden hun så tilføjer med et smil:
- Men det skal ikke undre mig, at jeg sidder og siger det nu, og når jeg en dag kommer tæt på, så bliver det en anden realitet.
/ritzau/