Udfordret Magnussen har opdaget nye bump i Monaco

27. MAJ 2022 • 20:39SPORT

Kevin Magnussen sluttede lige uden for top-ti i begge fredagens træninger i Monaco.

Der er på flere områder stillet nye tekniske betingelser for bilerne i Formel 1 i denne sæson, og det har gjort dem både større og tungere.

Og det giver kørerne uvante udfordringer i det klassiske grandprix i Monaco. Det mener blandt andre Kevin Magnussen og Lewis Hamilton.

Kevin Magnussen gennemførte i fredagens to træninger sammenlagt 62 omgange i sin Haas-bil. Han blev henholdsvis nummer 14 og 11.

- Det er vanskeligt. Monaco er blevet en endnu større udfordring i år, lader det til. Det er bare alle bumpene, så mange bump, som jeg ikke engang vidste, er der. Nu mærker man dem.

- Ved indgangen til mange af hjørnerne ryster bilen så meget, at hvis man rammer et bump forkert, mister man bagenden. Det er meget intenst og stadig fedt, siger Magnussen i en pressemeddelelse fra Haas.

Lewis Hamilton er i gang med sin 16. sæson som Formel 1-kører, og den syvdobbelte verdensmester mærkede også en del rystelser i sin Mercedes.

- Jeg kan ikke huske, at jeg har oplevet noget lignede. Når man forsøger at sætte en omgang sammen, føles vejgrebet ikke forfærdeligt, men øjnene er lige ved at hoppe ud af hovedet, siger briten ifølge Reuters.

Ferraris Charles Leclerc, der er født og opvokset i Monaco og bor stadig i fyrstedømmet, var hurtigst i begge fredagens træninger, mens den forsvarende verdensmester, Max Verstappen, blev nummer fire i begge.

Netop Verstappen har overtaget førstepladsen i VM-stillingen fra Leclerc efter sejre i de seneste tre grandprixer.

Verstappen har 110 point, Leclerc har 104 point, og Magnussen har 15 point på 10.-pladsen.

Lørdag kører feltet efter den tredje og sidste træning om startplaceringerne søndag. Kvalifikationen starter klokken 16.

Søndagens grandprix afvikles fra klokken 15.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU