Tauson og makker misser fem matchbolde og ryger ud

18. JUN 2025 • 18:34SPORT

Clara Tauson er færdig i doubleturneringen i Nottingham, efter at hun var med til forspilde fem matchbolde.

Clara Tauson havde sammen med sin makker hele fem matchbolde, men missede dem alle og røg ud i første runde af doubleturneringen i Nottingham.

Sammen med amerikaneren McCartney Kessler tabte Tauson 3-6, 6-3, 10-12 til georgieren Oksana Kalashnikova og russeren Elena Pridankina.

Det var i den afgørende matchtiebreak, at Tauson sammen med makkeren tilspillede sig de fem matchbolde.

Den dansk-amerikanske duo bragte sig solidt foran 9-5, og det lignede en sejr, da to af matchboldene var i egen serv.

Men alle fire matchbolde blev misset, da både Tauson og McCartney traf de forkerte beslutninger.

Det lykkedes Tauson og McCartney at få en enkelt matchbold mere ved stillingen 10-9, men den femte af slagsen blev heller ikke udnyttet. I stedet endte det med nederlag på 10-12.

Dermed er Tauson ude af doubleturneringen, men hun er stadig med i single, hvor hun torsdag skal spille sin næste kamp.

I ottendedelsfinalen i WTA-turneringen i Nottingham skal Tauson møde russeren Anna Blinkova, der er rangeret som nummer 71 i verden. Selv er Tauson nummer 23 i verden og favorit til at vinde kampen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT