Stangspringer slår dansk rekord og ender tæt på medalje

17. AUG 2022 • 22:40SPORT

Med en flot indsats og dansk rekord opnåede stangspringeren Caroline Bonde Holm en fjerdeplads ved atletik-EM.

Den danske stangspringer Caroline Bonde Holm nåede op over højden 4,55 meter, og det rakte til en plads lige uden for medaljerne ved EM i atletik.

Springet var dansk rekord og nok til at opnå en delt fjerdeplads efter en trio, der onsdag aften var en klasse bedre end de øvrige atleter.

Finske Wilma Murto vandt EM-guld med et spring på 4,85 meter. Det var en tangering af mesterskabsrekorden. Hun forbedrede sin personlige rekord med 13 centimeter.

Grækeren Aikaterini Stefanidi måtte efter den finske pragtpræstation tage til takke med sølvet efter et spring på 4,75 meter.

Sloveneren Tina Sutej endte med bronze - ligeledes med et spring i højden 4,75 meter med lidt flere nedrivninger end Stefanidi.

Dermed var Caroline Bonde Holm et godt stykke fra medaljetagerne, men stadig var det en mere end godkendt præstation.

Det var endda lige ved at slutte tidligt for 32-årige Caroline Bonde Holm, som skulle bruge alle tre forsøg på at klare højden 4,40 meter.

Derfor var det lidt overraskende, at Caroline Bonde Holm kort efter klarede højden 4,55 meter i første forsøg.

Det bragte Caroline Bonde Holm en kort overgang op i medaljestriden, inden konkurrenterne begyndte at hoppe endnu højere.

Springet var en forbedring af hendes tidligere danske rekord med fem centimeter.

I hammerkast var danske Katrine Koch Jacobsen med i finalen, og hun endte på en tiendeplads. Hendes bedste kast nåede ud på 67,06 meter.

Rumæneren Bianca Florentina Ghelber vandt guld med et imponerende kast på 72,72 meter.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU