Slalomfavorit ender World Cup-løb i sikkerhedsnettet
Skiløberen Clement Noël mistede kontrollen og styrtede voldsomt på hjemmebane i Val-d'Isère.
Der var lagt op til en fest for det franske publikum i Val-d'Isère, da OL-guldvinderen Clement Noël lørdag skulle forsøge at vinde sit tredje World Cup-løb i sæsonen.Men i stedet endte storslalomkonkurrencen i et voldsomt styrt for favoritten.
27-årige Noël ramte undervejs en port og mistede kontrollen over skiene. Franskmanden røg med stor hastighed ud i sikkerhedsnettet, hvor hans løb sluttede.
Han var dog i stand til at rejse sig og forlade pisten. Det er uvist, om han bliver klar til søndagens slalomløb.
Med Clement Noël ude af billedet gik sejren i storslalom i stedet til schweizeren Marco Odermatt, der samlet var 0,08 sekunder hurtigere end østrigske Patrick Feurstein efter to gennemløb.
En anden østriger, Stefan Brennsteiner, var en anelse langsommere og blev nummer tre.
Dansk-østrigske Chris Borgnæs deltog også i lørdagens slalomløb, men klarede sig ikke videre til andet gennemløb.
Borgnæs sluttede som nummer 48 ud af de 51 skiløbere, der gennemførte.
/ritzau/