Skakekspert efterlyser håndfaste beviser fra Magnus Carlsen

27. SEP 2022 • 03:39SPORT

Vi er ikke kommet nærmere en løsning, siger en skakekspert om Carlsens beskyldninger om snyd mod Hans Niemann.

Indholdet af skakgeniet Magnus Carlsens længe ventede udtalelser tilføjer ikke sagen om ham og amerikaneren Hans Niemann særligt mange nye oplysninger.

Det vurderer det norske medie NRK's skakekspert, Torstein Bae.

- Hvis det er det, han kommer med, så er det lidt af et antiklimaks. Det er ikke særligt meget nyt, han kommer med der, siger han til NRK.

- Dramaet om denne voldsomme konflikt mellem Carlsen og Niemann kommer nok til at fortsætte i skakverdenen. Vi er ikke kommet nærmere en løsning, tilføjer han.

Mandag aften tog den norske verdensmester for første gang bladet for munden i sagen om sin amerikanske kollega Hans Niemann.

Her kom den 31-årige nordmand med kraftige beskyldninger om snyd mod Niemann.

- Jeg forstår, at mine handlinger har frustreret mange i skakmiljøet. Jeg er selv frustreret. Jeg ønsker at spille skak. Jeg ønsker at fortsætte med at spille skak på det højeste niveau i de bedste turneringer, udtaler Carlsen i en erklæring på Twitter.

Magnus Carlsen anklager Niemann for at snyde.

- Jeg tror, at Niemann har snydt mere - og mere nyligt - end han offentligt har indrømmet, skriver Carlsen med henvisning til, at amerikaneren har erkendt at have snydt et par gange i onlineskak, da han var yngre.

Magnus Carlsen mener, at Niemanns fremskridt ved brættet har været "usædvanlige".

Konflikten blev optrappet i sidste uge, da de to spillere mødtes til et parti onlineskak. Da valgte Carlsen at opgive efter et enkelt træk.

NRK har uden held forsøgt at få en kommentar fra Hans Niemann.

Den 19-årige amerikaner har afvist alle påstande om snyd, på nær da han som 12-årig og 16-årig snød i onlineskak.

Da Magnus Carlsen trak sig fra Sinquefield Cup i begyndelsen af september, gik Niemann i rette med nordmanden.

- At se min største helt prøve at angribe og ødelægge min skakkarriere er utroligt skuffende, sagde han i et interview, han delte på Twitter.

Torstein Bae mener, at Carlsens høje status vil få flere til at tro på hans anklager mod Niemann. Han påpeger dog, at der må beviser på bordet.

- Magnus har en høj standing, som han bruger her. Men situationen er stadig den, at folk vil efterlyse håndfaste beviser på snyd, siger han til NRK.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU