Skadesfri trup giver Hjulmand hovedbrud før gruppefinale

29. NOV 2022 • 12:47SPORT

En blanding af mentale, taktiske og fysiske aspekter afgør Kasper Hjulmands startopstilling mod Australien.

Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand har frit valg blandt sine 25 tilbageværende spillere i VM-truppen, når han onsdag skal sætte sin startopstilling til skæbnekampen mod Australien.

Anfører Simon Kjær og kantspilleren Andreas Skov Olsen sad over i Danmarks seneste kamp mod Frankrig i lørdags, men ventes at være klar.

Der er heller ingen af de spillere, der kom til VM på bagkant af skader og kun har haft en lille VM-rolle - eksempelvis Christian Nørgaard, Jonas Wind og Yussuf Poulsen - der på forhånd kan meldes ukampdygtige.

Det siger Kasper Hjulmand tirsdag på et pressemøde.

- Som det ser ud nu - inden vi træner i eftermiddag (tirsdag, red.) - er der ikke nogen, der ikke er i betragtning til at spille mod Australien.

- Alle burde være klar, men vi kan selvfølgelig ikke vide, hvad der sker til træningen, og hvordan spillerne efterfølgende reagerer på den, siger Kasper Hjulmand.

Kombineret med en foreløbig svingende VM-indsats fra de fleste spillere, gør Hjulmand sig mange tanker om, hvordan han skal stille op til gruppekampen, som Danmark er tvunget til at vinde for at kunne gå videre.

Spillernes mentalitet og evne til at håndtere pres er også blandt de parametre, han tager i betragtning.

- Det er altid svært at sætte et hold. Der er 26 spillere (25 uden skadede og hjemsendte Thomas Delaney, red.), der fortjener at spille og vil gøre hvad som helst for at spille. De er her, fordi jeg tror på dem, og de er alle gode nok og har fortjent at spille.

- Det er aldrig nemt at sætte hold, og det er en god ting. Jeg overvejer, hvad det er for en taktisk kamp, vi skal spille, og hvilke strukturer vi skal spille med. Hvem passer så til det?

- Og vi skal også sætte et hold, der kan håndtere, at alle følelser skal ganges med ti til et VM. Frygten for at tabe og sådan nogle ting er i spil, når man skal sætte et hold til en så vigtig kamp, siger Hjulmand.

På pressemødet havde Kasper Hjulmand unge Jesper Lindstrøm ved siden side. Valget af spillere på et pressemøde er ofte en indikation på en startplads, men Hjulmand stiller ingen garantier til Lindstrøm, der startede inde mod Frankrig i lørdags.

- Det er fint, at nogle af de unge også er med til et pressemøde. "Jobbe" er i truppen, han startede inde i den seneste kamp, og så må vi se, hvad der sker mod Australien. Det kommer jeg ikke til at sige nu, siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU