Ribe-Esbjerg opruster med tidligere ligatopscorer
Efter to år i tysk håndbold skifter den tidligere GOG-stjerne Jerry Tollbring til Ribe-Esbjerg til sommer.
Håndboldklubben Ribe-Esbjerg får markant forstærkning til sommer.Her tiltræder den svenske landsholdsfløj Jerry Tollbring i klubben på en to år lang aftale. Det siger klubbens sportschef og cheftræner, Jesper Holm, til TV 2 Sport.
Tollbring har tidligere været en stor profil i den bedste danske håndboldrække, da han spillede for GOG. Her blev han i 2021/22-sæsonen topscorer i hele ligaen, inden han i 2023 drog til den tyske storklub Füchse Berlin.
Derfor bringer det stor glæde på den jyske vestkyst, at venstrefløjen til sommer vender retur til Danmark.
- Det er da et scoop, der er faldet ned i hatten. I forhold til den her strategi med at skabe et hold, der vil være en fast del af top-8, og som måske også kan blande sig lidt i slutspillet, er han jo en vigtig brik.
- Det er lidt en blåstempling af det, vi er i gang med, at vi kan tiltrække Jerry og den kvalitet, han har, siger Jesper Holm til TV 2 Sport.
En væsentlig del af forklaringen på, at den 29-årige svensker skifter til Ribe-Esbjerg, der aktuelt ligger næstsidst i Herreligaen, skal findes i hans privatliv. Han danner nemlig par med den norske stjerne Nora Mørk, der spiller for Team Esbjerg. Parret venter et barn.
Aktuelt er Jerry Tollbring korsbåndsskadet.
/ritzau/