Pogacar om 100 kilometers solokørsel: Det var åndssvagt

29. SEP 2024 • 19:25SPORT

Den nye verdensmester frygtede, at han havde dummet sig ved at angribe langt fra mål i VM-løbet.

Det var en pludselig indskydelse, der fik Tadej Pogacar til at stikke af fra alle medfavoritter og køre 100 kilometers solokørsel på vej mod VM-titlen i landevejscykling.

Selv om han har lavet samme nummer med stor succes tidligere i sæsonen, erkender det slovenske fænomen, at det næppe er en taktik, der står i ret mange lærebøger om professionel cykling.

- Det var ikke en plan. Men der var ikke rigtig styr på det bagved, så jeg tog chancen. Det var et åndssvagt træk, og jeg tænkte, at jeg var ved at skyde mig selv først i det ene knæ og derefter i det andet.

- Man tænker ikke i den slags situationer, og derfor gør man nogle gange åndssvage ting. Det kom bare til mig, men det fungerede, så derfor var det ikke så skørt alligevel, siger Tadej Pogacar på VM-pressemødet med sin guldmedalje om halsen.

Hverken Mathieu van der Poel, Remco Evenepoel eller de øvrige verdensstjerner så noget til Pogacar i resten af løbet.

Han tog en suveræn sejr og skal dermed køre i den prestigefyldte regnbuetrikot i de næste 12 måneder.

- Der er mange følelser, der er gået igennem mig i dag. Jeg har været ved at græde flere gange.

- Da jeg var barn, turde jeg slet ikke drømme om at have den trøje. Jeg drømte egentlig bare om at være med.

- I de senere år har jeg jagtet andre store resultater, og der var VM bare endnu et løb i rækken. I år passede VM perfekt, og det var en god rute for mig, så jeg valgte at satse på det.

- Det er mere end en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg kan ikke vente med at bære den trøje i de kommende løb. Det bliver sjovt, siger Tadej Pogacar.

Med VM-titlen sætter han endnu en streg under en utrolig sæson, hvor han har vundet både Tour de France og Giro d'Italia foruden en stribe store endagsløb.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT