Olympiske ringe er blevet fjernet fra Eiffeltårnet

27. SEP 2024 • 11:17SPORT

De olympiske ringe er blevet taget ned fra Eiffeltårnet i OL-værtsbyen Paris. Borgmester ønsker at bygge nye.

De fem velkendte ringe fra OL-logoet blev natten til fredag fjernet fra Eiffeltårnet i Paris.

Det verdenskendte monument er således tilbage i sin sædvanlige form, efter at ringene i juni blev hejst for at markere, at OL-starten i Paris var lige på trapperne.

Men det er måske kun midlertidigt, at Eiffeltårnet i sommerens OL-værtsby ikke længere er udsmykket med de olympiske ringe.

Anne Hidalgo, der er borgmester i Paris, har lovet at opsætte et nyt sæt ringe på vartegnet for at hylde legene, som blev afholdt i juli og august.

Forslaget er imidlertid blevet kritiseret af efterkommere af Eiffeltårnets designer, Gustave Eiffel.

Først foreslog Anne Hidalgo, at ringene skulle være permanente, men borgmesteren har senere foreslået, at de bliver på monumentet indtil de næste olympiske lege i Los Angeles i 2028.

Arbejdere brugte en kran til at fjerne de 30 tons tunge ringe, som i sin tid blev sat op på førstesalen af Eiffeltårnets sydlige side.

Det 29 gange 13 meter store logo er lavet af genbrugsstål.

De nye ringe, som Den Internationale Olympiske Komité (IOC) forventes at betale for, vil ifølge den stedfortrædende Paris-borgmester Pierre Rabadan være lettere og mindre fremtrædende.

Anne Hidalgo vil også bevare den innovative ildkedel foran Louvre-museet og statuer af fremtrædende kvinder, som blev brugt under åbningsceremonien.

For at være klimavenlig blev det besluttet, at den olympiske flamme slet ikke skulle være med ild.

Flammen var i stedet skiftet ud med LED-lys og vanddamp.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT