OB sender VM-spiller hjem til Sydney på lejeaftale

1. FEB 2023 • 09:55SPORT

Efter et år i OB vender Joel King hjem til Sydney FC, hvor han skal spille på en lejeaftale frem til sommer.

I superligaklubben OB er man ikke tilfreds med det udbytte, man har fået ud af den australske venstreback Joel King, og derfor bliver han nu udlejet.

Han skifter således til Sydney FC, hvor han skal spille det kommende halve år.

Det oplyser OB på sin hjemmeside, dagen efter at transfervinduet smækkede i.

- Selv om vi har haft det godt med hinanden, er hverken OB eller Joel tilfredse med det, vi har opnået sammen i hans tid i klubben.

- Han er blevet en meget respekteret person og holdkammerat på kort tid, og vi ønsker ham alt det bedste i lejeperioden, siger fodbolddirektør Björn Wesström.

22-årige Joel King kom til OB fra netop Sydney FC for et år siden.

Siden da har han spillet 19 kampe for fynboerne. I otte af kampene har han været en af de 11 i startopstillingen.

På trods af den minimale spilletid blev han af den australske landstræner fundet stærk nok til en VM-udtagelse.

I november og december var han således med til VM i Qatar, hvor Australien på bekostning af blandt andet Danmark gik videre fra gruppespillet.

Australierne røg ud efter et nederlag til de senere verdensmestre fra Argentina i ottendedelsfinalen.

Joel Kings kontrakt i OB løber til 2025.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU