Migrantarbejder mister livet i ulykke på VM-resort

7. DEC 2022 • 22:52SPORT

En migrantarbejder fra Filippinerne er død efter en ulykke på et resort i Qatar, skriver The Athletic.

En ulykke med en gaffeltruck har kostet en migrantarbejder fra Filippinerne livet, mens VM-slutrunden er blevet afviklet.

Det skriver mediet The Athletic onsdag, ligesom det tyske nyhedsbureau dpa har fået det bekræftet af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Migrantarbejderen var i gang med en reparationsopgave og gik langs gaffeltrucken, da han faldt ud over en rampe med hovedet først ned i et betonunderlag.

En lægehelikopter ankom til stedet, men manden kunne ikke reddes, skriver The Athletic.

Ulykken skete i forbindelse med arbejde på et resort, som Saudi-Arabien benyttede, mens holdet stadig var aktuel i turneringen. Den skete dog på en offentlig vej.

Fifa vil ikke kommentere ulykken, inden en undersøgelse af forløbet af færdig, men er opmærksom på den.

- Fifa er meget ked af denne tragedie, og vores tanker og sympatier går til arbejderens familie, skriver forbundet ifølge The Athletic.

Der hersker stor usikkerhed om antallet af døde migrantarbejdere i forbindelse med opførelsen af stadions og andre bygninger i forbindelse med VM.

Forleden anslog Hassan Al-Thawadi, der er chef for Qatars VM-komité, at tallet ligger mellem 400 og 500.

Human Rights Watch har opgjort, at 15.021 ikke-qatarere er døde i landet mellem 2010 og 2019, men det kan ikke fastslås, hvor mange dødsfald der har forbindelse til VM-byggerier.

Amnesty International og en række andre menneskerettighedsorganisationers fremsatte før VM et krav om, at Fifa kompenserer migrantarbejdere i landet med mindst 440 millioner dollar (3,3 milliarder kroner).

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU