Mestre lægger sløv sæsonstart bag sig og slår topholdet

27. SEP 2024 • 21:36SPORT

Sønderjyske hentede den anden sejr på en uge, da Aalborg Pirates fredag blev slået med 4-2 i Vojens.

Sønderjyskes ishockeymestre er for alvor kommet i gang ovenpå en sløv sæsonstart i Metal Ligaen.

Fredag aften vandt sønderjyderne hjemme på isen i Vojens med 4-2 over ligaens førerhold fra Aalborg Pirates.

David Madsen scorede det vigtige mål til 3-2 syv minutter inde i tredje periode, inden Alexander Wiklund cementerede sejren med 47 sekunder tilbage af kampen på et tidspunkt, hvor Aalborg var tvunget til at satse.

Gustav Nielsen havde bragt Sønderjyske foran med 1-0, men Aalborg svarede igen med en udligning fra Patrick Bjorkstrand i slutningen på første periode.

Efter en kort pause sendte Alexander Wiklund atter hjemmeholdet foran, men 2-1-føringen holdt kun tre minutter, før Aalborgs canadier Troy Lajeunesse gjorde det til 2-2.

Sønderjyske, der slog Esbjerg Energy i sidste sæsons finaleserie, indledte sæsonen med to nederlag efter overtid.

Den seneste uge har budt på sejre over Frederikshavn White Hawks og nu Aalborg Pirates samt et overtids-nederlag til Herlev.

Mesterholdet har derfor ni point for fem kampe. Aalborg topper ligaen med 16 point for syv kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT