Mæhle: Jeg havde lovet Højlund at score med hovedet

29. JAN 2023 • 09:33SPORT

Joakim Mæhle var glad for at kunne følge med holdkammeraten Rasmus Højlund, da Atalanta slog Sampdoria lørdag.

- Vi dominerede hele anden halvleg, og vi kunne endda have scoret flere mål. Det er fedt at vinde. Det giver os selvtillid.

Sådan siger Joakim Mæhle, der lørdag for anden kamp i træk var på pletten for Atalanta. Holdet havde i Serie A besøg af Sampdoria.

Mæhle scorede til 1-0 i kampen, som endte 2-0. Interviewet er udgivet på fodboldklubbens hjemmeside.

- Vi var lidt nervøse i begyndelsen. Men jeg synes, at vi spillede en god kamp, og det var et vigtigt mål. Jeg vil også gerne forbedre mig med flere mål og flere assists, siger landsholdsspilleren.

Efter kampen blev det især fremhævet, at nordjyden for en gangs skyld scorede med hovedet.

Noget, han havde lovet holdkammeraten Rasmus Højlund forud for kampen.

- Jeg fortalte ham faktisk, at jeg ville score med hovedet. Så det var ret rart at score på et hovedstød, siger Mæhle.

Inden Mæhle selv begyndte at sende bolde i mål, havde Rasmus Højlund nettet i fire kampe i træk for Atalanta. Efter lørdagens sejr kom klubben op på 38 point på fjerdepladsen i Serie A.

- Når Rasmus ikke scorer, bliver jeg nødt til at score, siger danskeren med et smil på læben.

Målene i de seneste to kampe i træk fra Mæhle bringer ham op på tre scoringer i Serie A. I de foregående 61 kampe for Atalanta i Serie A var danskeren kun noteret for et enkelt mål.

Samlet set er Mæhle oppe på fem mål i 79 kampe. Han har også scoret et mål i Coppa Italia og Europa League.

På det danske landshold har Mæhle været langt mere målfarlig med ni mål i 34 kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU