Leverkusen er et stykke fra de bedste ifølge Hjulmand

2. NOV 2025 • 10:59SPORT

Med mange nye spillere og en ny trænerstab skal der bygges noget op i Bayer Leverkusen, siger Kasper Hjulmand.

Lørdag led Kasper Hjulmand sit første Bundesliga-nederlag som cheftræner i Bayer Leverkusen, da holdet tabte 0-3 til Bayern München.

I slutningen af oktober tabte holdet også klart med 2-7 til Paris Saint-Germain i Champions League, og det er helt naturligt, at det tyske mesterhold fra 2024 aktuelt ikke kan konkurrere med de bedste, siger den danske træner til Viaplay.

- Der er et stykke vej. Denne klub har, efter et par sæsoner med en meget fast stamme, været igennem en stor udskiftning. Jeg tror, at det er 75 procent af spilletiden, efter jeg er kommet, der har været med nye spillere.

I sommerens transfervindue sagde man farvel til flere store profiler som Florian Wirtz og Jeremie Frimpong.

Hjulmand overtog i september cheftrænerposten i Bayer Leverkusen.

Siden blev det til seks ubesejrede kampe i Bundesligaen, mens holdet i Champions League har to point efter tre kampe.

- Det er naturligt, at det skal bygges op igen. Vi har en god gruppe, der skal bygges op, også fysisk. Alt i alt har vi en stærk gruppe, som, vi tror på, kan lukke hullet til toppen igen, siger Kasper Hjulmand.

- Lige nu tager vi det kamp for kamp. Vi får gode erfaringer, og vi har set, at vi kan komme tæt på, men vi er i gang med at bygge op. I øjeblikket er der et stykke vej til de bedste i Europa, siger Kasper Hjulmand til Viaplay.

I den kommende midtuge skal Bayer Leverkusen og Kasper Hjulmand til Portugal og møde Benfica i Champions League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT