Krav om halsbeskytter aktiveres i dansk ishockey

27. SEP 2024 • 13:20SPORT

Alle klubber i Metal Ligaen er klar til at efterleve krav om halsbeskytter. Reglen er i effekt fra fredag.

Reglen om brug af halsbeskyttere for alle ishockeyspillere vil fra fredag aften være aktiveret i Danmarks bedste ishockeyliga.

Det betyder, at spillerne i Metal Ligaen i praksis kan blive straffet af kampens dommere, hvis ikke de bærer den lovpligtige halsbeskytter.

Det fortæller Claus Fonnesbech Christensen, administrationschef i Danmarks Ishockey Union, til DR Sporten.

Administrationschefen fik torsdag en klarmelding fra den sidste af de ni klubber i ligaen.

Eftersom dommerne og "andre relevante parter" også er varslet, kan reglen officielt træde i kraft fra fredag, hvor der spilles fire kampe, lyder det.

Det er op til denne sæson, at Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) har indført kravet om, at alle spillere skal bruge halsbeskytter.

Reglen fra IIHF blev indført efter en tragisk ulykke i britisk ishockey, hvor amerikaneren Adam Johnson mistede livet.

Men i åbningsrunden i Metal Ligaen var der mange spillere, som spillede uden den påkrævede beskytter på halsen.

Herefter valgte Claus Fonnesbech Christensen at suspendere reglen, indtil alle klubber var klar til at efterleve den.

Det glæder administrationschefen, at det nu er tilfældet.

- Sikkerheden betyder meget for både klubberne og jeg. Ishockey er en sport, hvor fart og kropskontakt en sjælden gang imellem kan medføre skade, og jo mere vi kan beskytte spillerne gennem regler og udstyr, jo bedre, skriver han til DR Sporten.

Ifølge den nye regel kan dommerne give en advarsel til en spiller, hvis vedkommende ikke bærer halsbeskytter. Undlader spilleren efterfølgende at iføre sig en, kan dommeren tildele spilleren en tominutters udvisning.

Claus Fonnesbech forventer ikke, at man kommer til at se mange udvisninger for manglende halsbeskytter.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT