Københavns håndboldkvinder mister førstekeeper

29. NOV 2024 • 12:53SPORT

Med ønsket om at spille i Europa har København Håndbolds keeper Anne Christine Bossen fundet en ny klub.

København Håndbold siger efter denne sæson farvel til målvogteren Anne Christine Bossen, der skifter til en unavngiven ny klub.

Det er med ønsket om at spille europæisk håndbold, at hun takker af i København, hvor hun har spillet siden november 2022 efter skiftet fra Randers HK.

- Jeg har udviklet mig helt vildt både som person og som håndboldspiller, hvilket jeg kan takke både stab, trænere og især mine helt fantastiske holdkammerater for.

- Jeg har et kæmpe ønske om at spille i Europa, og derfor søger jeg nye udfordringer til sommer.

- Men først glæder jeg mig til at spille resten af sæsonen færdig, og jeg håber og tror på, at vi kan levere nogle store resultater efter jul, siger Anne Christine Bossen til klubbens hjemmeside.

I sidste sæson blev hun kåret til årets talent i Kvindeligaen, og hun har udviklet sig til at være førstekeeper i København.

København-direktør Louise Svalastog roser Anne Christine Bossen for at have udviklet sig til en nøglespiller på holdet.

- Hun har skullet løfte en tung arv i målet, hvor positionen har været besat af Johanna Bundsen, Amalie Milling og senest Katharina Filter.

- Hun har arbejdet sig op til at blive førstevalg inde i tigerburet og blev fortjent kåret i sidste sæson til årets talent i Kvindeligaen - en anerkendelse, der vidner om hendes store potentiale og dedikation, påpeger Svalastog.

Anne Christine Bossen har spillet 68 kampe for København og er næsten noteret for 400 redninger.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT