Japans træner efter VM-exit: Vi kan være med på verdensplan

6. DEC 2022 • 04:28SPORT

Trods nederlaget til Kroatien har japanerne vist, hvor gode de kan være, siger træner Hajime Moriyasu.

De japanske spillere var knuste efter mandagens pinefulde nederlag på straffespark til Kroatien i VM-ottendedelsfinalen.

Landstræner Hajime Moriyasu vælger dog at se mod lysere tider for sit hold i de kommende år.

Det siger han efter nederlaget.

- Det her resultat udvisker ikke alt det, spillerne har opnået her, siger han.

- De har vist, at de har selvtilliden til at spille på verdensplan, og de har vist, hvor gode de kan være.

- Japansk fodbold kan fortsætte med at vokse, tilføjer han.

Den ordinære kamp sluttede uafgjort 1-1, hvilket var ganske logisk efter en kamp, hvor de to hold dominerede en halvdel hver.

Herefter var det tre sløje forsøg fra 11-meterpletten, der endte med at koste Japan dyrt.

Takumi Minamino, Kaoru Mitoma og Maya Yoshida brændte alle på Dominik Livakovic i Kroatiens mål, da opgøret skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence.

At Marko Livaja også kiksede et spark for kroaterne, fik ingen betydning. Da Mario Pasalic scorede til 3-1, efter at begge hold havde sparket fire gange, var der ingen vej tilbage for Japan.

- Straffespark er en blanding af held og træning, siger landstræner Hajime Moriyasu.

- Deres målmand var fremragende, men de japanske spillerede burde have gjort det bedre. Det er noget, vi skal arbejde på i fremtiden, tilføjer han.

Japan havde som mål at nå kvartfinalerne ved et VM for første gang nogensinde.

På vej mod ottendedelsfinalen i Qatar slog Japan de to fodboldgiganter Spanien og Tyskland. Men det betyder ikke noget efter nederlaget til Kroatien, mener angriberen Ritsu Doan.

- Helt ærligt så betyder det ingenting.

- Uanset, hvor godt vi kæmpede i dag, ændrede vi ikke historiens gang, siger han.

Med nederlaget til Kroatien har Japan nu tabt fire VM-ottendedelsfinaler i alt.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU