Ikasts håndboldkvinder afviser comeback fra Nykøbing

31. JAN 2023 • 20:14SPORT

Ikast førte med otte mål før pausen, men det blev alligevel spændende, da holdet gæstede Nykøbing Falster.

Håndboldkvinderne fra Ikast hentede tirsdag en sejr på udebane over Nykøbing Falster i landets bedste række.

I et sandt drama mellem ligaens nummer tre og fire vandt de midtjyske gæster med 34-33, efter at det i sidste sekund lykkedes Ikast at afvise et stort Nykøbing-comeback.

Ikast var foran med 18-10 før pausen, og umiddelbart var der ikke noget, der tydede på, at kampen skulle blive spændende.

Nykøbing fik dog minimeret gæsternes forspring til 20-16 før anden halvleg, men herefter fik Ikast lukket bedre af.

Der var derfor ingen fare på færde, da Ikast-spilleren Ingvild Bakkerud øgede til 26-21 med 20 minutter tilbage.

Men hjemmeholdet fra Nykøbing fik alligevel nærmet sig, og med godt seks minutter tilbage reducerede Elma Halilcevic til 30-31 for værterne.

Kampen balancerede nu på et knivsæg, og hjemmeholdets profil Kristina Kristiansen gjorde det lidt senere til 33-34.

Herefter tog Ikast-træner Kasper Christensen en timeout for at skabe de bedste chancer for at få skabt en tomålsføring. Men Cecilie Greve i Nykøbing-målet fik efterfølgende afvist Simone Petersens skud.

Nu havde hjemmeholdet et halvt minut til at få udlignet, men godt forsvarsspil fra gæsterne betød, at tiden løb ud. Derfor endte det med en etmålssejr og ellevild jubel blandt Ikast-spillerne.

Med sejren rykker Ikast op på andenpladsen med 26 point for 16 kampe. Nykøbing har 22 point på fjerdepladsen. De regerende mestre fra Odense topper ligaen med 29 point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU