Hjulmand har genfundet modet efter VM-nedtur

31. JAN 2023 • 19:12SPORT

Kasper Hjulmand har gransket sin egen rolle i Danmarks dårlige slutrunde i Qatar og er klar til at fortsætte.

Landstræner Kasper Hjulmand har genfundet modet efter vinterens store skuffelse ved VM i Qatar.

Hjulmand fortæller til TV 2 Sport, at han efter en evaluering af slutrunden ønsker at blive på posten. Hans aftale med Dansk Boldspil-Union (DBU) løber frem til sommeren 2024.

- Spillerne og jeg kan sammen meddele, at vi er klar til at angribe og vise hele befolkningen, at vi er her endnu. Så det glæder vi os til, siger Kasper Hjulmand til TV 2 Sport.

Landstræneren fortæller, at han nærmest bliver fysisk syg, når hans hold taber på fodboldbanen.

Det skete to gange til VM, hvor Danmark trods store forventninger tabte til Frankrig og Australien. Derudover spillede holdet uafgjort mod Tunesien. Danmark røg derfor hjem efter gruppespillet.

Kasper Hjulmand fortalte oven på VM-nedturen, at han selv skulle evalueres med henblik på fremtiden.

- Det har været ekstremt vigtigt at arbejde hårdt og ikke bare sige: "Nå, ja - det går nok".

- Så vi har været hele vejen omkring, og nu må vi også sige, at der ikke er grund til at dvæle. Vi er blevet klogere. Vi har fået det ud af det, som vi skal. Og nu er det tid til at se fremad, siger Hjulmand.

Danmark møder til marts Finland og Kasakhstan i EM-kvalifikationen. Senere venter kampe mod Nordirland, Slovenien og San Marino i jagten på en plads ved EM i 2024.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU