Forsvarskæmperne ved EM er fysioterapeutens stamkunder

13. DEC 2024 • 14:08SPORT

Håndboldkvindernes fysioterapeut bruger mange timer ved briksen ved EM og ser en del til forsvarets bolte.

Håndbold er en fysisk krævende sport, men nogle positioner på banen giver lidt flere skavanker og giver samtidig lidt mere arbejde til holdets fysioterapeut.

Mikkel Hjuler har gennem flere år været "Mirakel-Mikkel", som backen Anne Mette Hansen har kaldt ham. Var det ikke for ham, kunne flere af de danske spillere næppe hænge sammen til fredagens EM-semifinale mod Frankrig.

Hjuler kan bekræfte, at især de mest belastede forsvarsspillere er dem, han har flest timer på massagebriksen.

- Man kan godt se på positionerne, hvem der er mere udsat. Det er dem i midterforsvaret. Line Haugsted og Rikke Iversen har meget slid på sig, fortæller han.

Hvor Rikke Iversen står i den fysiske orkans øje i begge ender af banen, da hun også får spilleminutter på stregen i angrebet, så spiller Haugsted kun i forsvaret med undtagelse af kontrachancer.

Men har man set hende stige til vejrs over en parade i angrebet, så er det også tydeligt, at hun har en ekstraordinær springstyrke. Den del er med til at sikre hende en del timer på briksen.

- Fordi hun er så ekstremt eksplosiv, så er hun også mere eksponeret for skader end de fleste andre, lyder det fra Mikkel Hjuler.

Han understreger, at der absolut ikke er spillere på holdet, som pyldrer og bare nyder en gratis massage. For det har han heller ikke tid til under en slutrunde.

På hviledage bruger han fem til syv timer ved briksen på at behandle spillerne for diverse skavanker, som de enten havde allerede ved ankomsten, eller som er akkumuleret overbelastning undervejs.

Derudover skal adskillige tapes ind før træning og kamp, der skal holdes møder med holdledelsen om den fysiske status på spillerne, han er med på bænken til kampene, og når der er lidt tid til rådighed, så skal han opdatere og overvåge sine data på de enkelte spillere.

Håndboldkalenderen er tætpakket gennem hele året, og 2024 har været ekstraordinært, fordi sommerferien for mange blev erstattet med OL-deltagelse.

Det har betydet, at endnu flere spillere end normalt har haft større eller mindre skavanker, da de kom til EM i kvindehåndbold. Det mentale slid har også været markant større, og det giver ham også en ekstra dimension i sit arbejde med spillerne.

- Det er jo et meget seriøst rum, vi har i behandlingen, men det er også på briksen, der er tid til at snakke følelser, tanker og oplevelser, forklarer Mikkel Hjuler.

- Der kommer mange oplysninger, og det er jo ikke, fordi vi går videre med dem alle mulige steder, men vi behandlere afstemmer vores oplevelser med ledelsesgruppen, for på den måde får vi jo dannet os et billede af, hvad stemningen i truppen er.

Det rolige frirum for spillerne kan altså også være der, hvor det bliver tydeligt, at nogen har brug for lidt ekstra opmærksomhed, nogen mangler noget energi eller generes af andre tanker.

- Det kan godt være der, vi opfanger et lille flag, som kan være vigtigt at tage hånd om, siger Mikkel Hjuler.

Han sidder atter klar på bænken fra klokken 20.30 fredag aften, når Danmark og Frankrig dyster om en EM-finaleplads.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT