Edmonton Oilers spiller sig i finalen af Stanley Cup
Edmonton Oilers får den anden finaleplads i Stanley Cup efter at have slået Dallas Stars for fjerde gang.
Edmonton Oilers og Florida Panthers bliver de hold, som i op mod syv kampe skal dyste om verdens mest prestigefyldte trofæ i klubishockey, Stanley Cup.Det står klart natten til mandag, hvor Edmonton Oilers har vundet sin fjerde kamp i finaleserien af Western Conference i den bedste nordamerikanske liga for ishockey, NHL.
Edmonton Oilers slog natten til mandag Dallas Stars 2-1 på hjemmebane i Canada.
Sejren var Oilers' fjerde i serien og gør holdet til mestre af den vestlige halvdel af NHL.
Med titlen får Oilers en plads i den samlede finaleserie for NHL, Stanley Cup.
Her skal holdet møde Florida Panthers, som slog New York Rangers 4-2 i finaleserien af Eastern Conference - den østlige halvdel af NHL.
Panthers får dermed endnu en chance for at vinde Stanley Cup, efter at det sidste år led et svidende 1-4-nederlag til Vegas Golden Knights, som vandt sin første Stanley Cup.
Panthers har aldrig vundet trofæet før.
Edmonton Oilers har vundet trofæet fem gange før, men kun 3 af holdets i alt 37 nuværende spillere var overhovedet blevet født, da det canadiske mandskab sidst tog trofæet i 1990.
Finaleserien står til at begynde 8. juni amerikansk tid.
/ritzau/