Danske håndboldkvinder får hollandske klø i Golden League

29. SEP 2022 • 22:40SPORT

Danmark fik ikke et ben til jorden, da det i Golden League blev til et stort nederlag på 22-30 til Holland.

Der var klasseforskel, da Danmarks kvindelandshold i håndbold torsdag mødte Holland i træningsturneringen Golden League forud for EM i november.

Desværre for de fremmødte tilskuere i Ceres Arena i Aarhus var det ikke Danmark, der var ovenpå.

Mie Højlund, Louise Burgaard og co. fik en lussing af Holland, som vandt 30-22 efter at have ført med ni mål ved pausen.

- Det var noget af en snitter. Det er virkelig træls. Vi troede, at vi var bedre, siger Louise Burgaard til TV 2 Sport efter kampen.

- Det tror jeg også på, at vi er, men man er jo ikke bedre, end den sidste kamp man har spillet. Så vi skal hjem og kigge på nogle ting.

Danskerne får mulighed for oprejsning lørdag i næste Golden League-kamp. Det er mod Schweiz, der torsdag tabte med hele 17 mål til Norge, som er Danmarks modstander søndag.

Danmark scorede kampens første mål i mødet med Holland, men derfra begyndte det hurtigt at gå ned ad bakke.

Fra 4-4 kom Holland på 8-4. Lidt over halvvejs i første halvleg knækkede filmen for alvor for danskerne, der ikke kunne få ret meget til at fungere. Slet ikke i angrebet.

12-8 blev frem mod pausen til 18-9 for Holland, der var i fuld kontrol.

Anden halvleg startede med en fem minutter lang måltørke fra begge hold. Den blev brudt, da Odense-spilleren Bo van Wetering sendte Holland foran med ti mål.

Lidt efter gjorde van Wetering det også til 21-10, og så måtte Jesper Jensen trykke på panikknappen og tage en timeout.

Kampen virkede allerede afgjort, og det blev der ikke ændret på frem mod slutfløjtet. Holland var ganske enkelt bare på et andet niveau end danskerne.

I forbindelse med torsdagens kamp blev Sandra Toft for tredje år i træk kåret som årets kvindelige håndboldspiller.

Det var Tofts kolleger i den danske liga, 1. division samt i udlandet, der igen hædrede den stærke målmand.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU