Danske håndboldhelte bliver fejret på Rådhuspladsen

29. JAN 2023 • 23:13SPORT

Mandag eftermiddag kan man hylde de tredobbelte danske verdensmestre på Rådshuspladsen i København.

Som den første nation nogensinde har Danmark vundet VM i herrehåndbold tre gange i træk. Og det skal naturligvis fejres.

Mandag ankommer Mathias Gidsel og de andre verdensmestre med fly fra Stockholm lidt efter klokken 15, og efter presseaktiviteter med mere i Københavns Lufthavn går turen videre til Rådhuspladsen.

Her ankommer håndboldheltene efter planen lidt over klokken 17 og vil i de kommende små to timer blive hyldet med blandt andet taler, pandekager og en tur på balkonen.

- De danske håndboldherrer er verdensmestre for tredje gang i træk. Det er intet mindre end en historisk bedrift, som fortjener den største respekt og hyldest.

- Balkonen er selvfølgelig klar til VM-holdet. Jeg håber, at hele Danmark vil valfarte til København og Rådhuspladsen for at fejre de tredobbelte guldvindere, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse.

Københavns Kommune anbefaler at komme i god tid til fejringen, da en del af Rådhuspladsen er under renovering og derfor afspærret.

I 2019, da håndboldherrerne hjemførte Danmarks første VM-titel efter sin finalesejr over Norge i Herning, blev holdet mødt af et menneskehav på Rådhuspladsen dagen efter.

To år senere gentog holdet bedriften ved at banke Sverige i Kairo, men den gang blev fejring holdt på et minimum og uden at tage Rådhuspladsen i brug på grund af de daværende coronarestriktioner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU