Danske badmintonspillere er klar til tre finaler i Tyskland
Der er dansk finaledeltagelse i Hylo Open i herresingle, damesingle og mixeddouble.
Søndag er der dansk deltagelse i tre ud af fem finaler i World Tour-badmintonturneringen Hylo Open i Tyskland.Både i herresingle, damesingle og mixeddouble kan turneringen ende med en dansk triumf.
Mest uventet er det, at Magnus Johannesen er nået så langt, men han løste sin opgave i semifinalen i overbevisende stil.
Johannesen skulle kun bruge to sæt for at spille sig videre fra semifinalen mod finnen Kalle Koljonen. Begge sæt endte 21-13 i danskerens favør.
I finalen ser den 23-årige dansker ind i langt vanskeligere modstand. Her venter verdensranglistens nummer fem, Jonatan Christie fra Indonesien.
Det bliver karrierens med afstand største kamp for Johannesen.
I damesingle stod det allerede inden lørdagens semifinaler klart, at der ville være dansk finaledeltagelse, for Line Christophersen og Mia Blichfeldt var ude i en ren dansk semifinaleduel.
Den trak Mia Blichfeldt sig sejrrigt ud af, da hun vandt det afgørende tredje sæt med 21-19. I finalen venter verdens nummer syv, Putri Kusuma Wardani fra Indonesien.
Også i mixeddouble bliver der dansk finaledeltagelse. Mathias Christiansen og Alexandra Bøje fejede sine spanske modstandere af banen med 21-12, 21-12.
I finalen skal det femteseedede kærestepar enten møde et sjetteseedet par fra Thailand eller en andenseedet fransk duo.
Turneringen i Saarbrücken nær grænsen til Frankrig rangerer som en Super 500-turnering og er dermed ikke blandt de ti største turneringer i kalenderen. Derfor er mange af de bedste spillere fraværende i de forskellige kategorier.
Anders Antonsen og Viktor Axelsen havde godt nok planer om at stille op i herresingle, men meldte afbud af fysiske hensyn lige inden turneringens start.
/ritzau/
