Dansk herredouble spiller sig i årets sidste finale
Kim Astrup og Anders Skaarup besejrede indonesere i to sæt og er finaleklar i sæsonfinalen.
Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er på vej mod et kæmpe resultat i sæsonfinalen i Hangzhou.Lørdag spillede de to topseedede danskere sig frem til finalen i årets sidste store turnering på World Touren.
På under tre kvarter vandt de to stærke danskere med 23-21, 21-13 over indoneserne Sabar Gutama og Moh Isfahani, der var seedet som nummer seks ud af turneringens otte doubler.
I søndagens finale venter et opgør mod Sze Fei Goh og Nur Izzuddin fra Malaysia, der er seedet som nummer fire. Dem har danskerne slået i parrenes hidtil eneste møde - det var tidligere i år.
- Det er et formstærkt par, et af de bedste par i verden lige som os. Det bliver en 50/50-kamp, siger Kim Astrup til TV 2 Sport.
Den danske fjerduo var klar favorit i lørdagens semifinale, og fra start slog danskerne et lille hul, men det blev hurtigt hentet igen.
Pludselig fik danskerne svært ved at afgøre duellerne til egen fordel, og midtvejs i første sæt førte indoneserne 11-10 og kort efter 16-13.
Med en kraftanstrengelse fik de to danskere kæmpet sig tilbage. Først blev en indonesisk sætbold afværget, og dernæst lykkedes det danskerne at vinde 23-21. Det gav et mentalt overskud før andet sæt.
Som andet sæt skred frem, blev det tydeligere, at de to danskere også havde et fysisk overtag. Parrene fulgtes ad til 10-10, men indoneserne gispede mere efter vejret og tog sig god tid om at sætte spillet i gang mellem duellerne.
Det fysiske og mentale overskud udnyttede danskerne til at slå et hul ved 14-10, og den føring holdt så rigeligt hjem.
Symptomatisk blev kampen afgjort på en indonesisk fejl.
Nu har danskerne et lille døgn til at restituere og forberede sig til finalen. En sejr vil være et endegyldigt bevis på, at danskerne har rejst sig efter på bitter vis at have misset OL-medaljer i Paris i august.
- Det betyder ekstremt meget at være i finalen. Jeg er rørt over den udvikling, vi har været igennem siden OL, siger Anders Skaarup til TV 2 Sport.
/ritzau/