Jacob Skov Olesen havde en svingende finalerunde i Belgien, men sikrede sig alligevel en delt andenplads.
Jacob Skov Olesen lå gennem hele turneringen og bejlede til sejren i Soudal Open.Søndag havde han dog en svingende runde, men endte alligevel med en delt andenplads i den belgiske DP World Tour-turnering.
Han gik to slag under par i finalerunden og sluttede dermed turneringen 16 slag under par. Kun sydafrikanske Richard Sterne var bedre, da han vandt i 18 slag under par.
Den 26-årige dansker har været velspillende i denne uge og havde også en glimrende start på fjerde runde søndag.
Han leverede tre birdies på de første fem huller og lignede en mand, der kunne spille med om førstepladsen.
Herefter sneg sig dog fejl ind i spillet, og Skov Olesen noterede bogeys på hul 6, 12 og 13.
Til sidst fik han igen gang i spillet og leverede to birdies på de sidste fire huller.
Han endte derfor med at dele andenpladsen med fem andre spillere i turneringen, der har en samlet præmiesum på 2,75 millioner dollar.
Jeff Winther havde en rigtig god sidste runde, og den 38-årige dansker endte søndag seks slag under par. Det rakte til en delt 17.-plads i turneringen.
/ritzau/