Danmark møder Grækenland eller Ungarn i VM-kvalen

13. DEC 2024 • 13:09SPORT

Danmark har fredag fået overblik over sine to mulige grupper i VM-kvalifikationen.

Grækenland, Skotland og Belarus i gruppe C.

Eller Ungarn, Irland og Armenien i gruppe F.

Det er de to muligheder for Danmarks mandlige fodboldlandshold i den kommende kvalifikation til VM-slutrunden i 2026, der afvikles i USA, Canada og Mexico.

Det blev afgjort ved en lodtrækning i Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) hovedkvarter i Zürich fredag.

Hvilken gruppe det bliver, afhænger af Danmarks resultat mod Portugal i Nations League-kvartfinalen over to kampe i marts.

Vinder Danmark, bliver det gruppe F. Et samlet nederlag mod Portugal giver en plads i gruppe C.

På papiret er begge muligheder ganske åbne og jævnbyrdige, og Danmark er som nummer 21 i verden højest rangeret.

I gruppe C er Grækenland nummer 39 på verdensranglisten aktuelt, og Skotland og Belarus er henholdsvis nummer 45 og 98.

I gruppe G er Ungarn nummer 30, Irland nummer 60 og Armenien nummer 100 på den seneste verdensranglisten.

Ud af de seks mulige modstandere var Danmark senest i gruppe med Skotland i den seneste VM-kvalifikation. Her vandt Danmark 2-0 hjemme og tabte siden 0-2 ude i sidste gruppekamp, da kvalifikation var i hus.

Uanset gruppen skal Danmark tage førstepladsen for at snuppe en direkte billet til slutrunden i 2026.

Andenpladsen udløser playoffkampe mellem 12 hold om 4 billetter.

Danmark var topseedet i lodtrækning og undgik derfor 11 andre på papiret meget stærke modstandere som blandt andre Spanien, Frankrig, Tyskland og England.

Kampene i den europæiske VM-kvalifikation starter allerede i marts. Men da Danmark her spiller mod Portugal, bliver det enten i juni eller september, at Brian Riemers udvalgte tager hul på sin gruppe.

Vinder Danmark over Portugal, spiller Riemers tropper Nations League-kampe i juni og VM-kvalifikation i september. Et nederlag mod portugiserne betyder VM-kvalkampe fra juni.

Danmark kvalificerede sig første gang til VM i 1986. I alt er det blevet til seks optrædener ved de seneste ti slutrunder.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT