Clara Tauson henter første sejr efter lang skadespause

10. AUG 2022 • 07:26SPORT

For første gang, siden Clara Tauson trak sig fra Wimbledon i juni med en skade, lykkedes det hende at vinde.

Den danske tennisspiller Clara Tauson vandt natten til onsdag dansk tid over Katie Boulter i Challenger-turneringen i Concord i den amerikanske delstat Massachusetts.

På lidt over en time slog den unge dansker den 26-årige brite 6-2, 6-3 og er dermed videre til ottendedelsfinalen.

19-årige Clara Tauson ligger nummer 49 på WTA's verdensrangliste, mens Katie Boulter ligger nummer 127.

Sejren er tiltrængt for Clara Tauson, som for nylig vendte tilbage efter en lang skadespause.

Det var Clara Tausons første sejr siden 11. marts, hvor hun vandt i første runde i Indian Wells. Siden har danskeren enten tabt eller trukket sig med en skade i fem kampe i træk.

I ottendedelsfinalen i Concord skal Clara Tauson møde australske Astra Sharma, der er nummer 200 i verden. Her vil den topseedede dansker være klar favorit på papiret.

De har mødt hinanden to gange tidligere, og begge gange har Clara Tauson vundet i to sæt. Senest blev det til dansk sejr i første runde af grand slam-turneringen Australian Open i januar i år.

Tirsdag i sidste uge tabte hun til den rutinerede tysker Andrea Petkovic ved WTA-turneringen Citi Open i Washington. Dagen inden røg Tauson ud i damedouble, hvor hun spillede sammen med briten Emma Raducanu.

Kampen mod Petkovic var Tausons første singlekamp i over en måned.

Clara Tauson var senest i aktion ved grand slam-turneringen Wimbledon i London i slutningen af juni, men her måtte hun trække sig allerede i første sæt i sin første kamp i damesingle på grund af en skade.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU