Bundproppen Schalke ansætter sæsonens femte cheftræner

2. MAR 2021 • 20:58SPORT

Dimitrios Grammozis har underskrevet en kontrakt til 2022 med Schalke 04, der ligger sidst i Bundesligaen.

Det bliver den tidligere Darmstadt-træner Dimitrios Grammozis, der skal føre kriseramte Schalke 04 ud af suppedasen i den bedste tyske fodboldrække.

Klubben oplyser på sin hjemmeside, at Grammozis har underskrevet en kontrakt gældende til sommeren 2022. Han afløser Christian Gross, som blev fyret i søndags.

- Vi er overbevist om, at vi med Dimitrios Grammozis har fundet den rigtige træner til den sidste tredjedel af sæsonen, siger sportslig ansvarlig Peter Knäbel.

Grammozis bliver den femte mand i Schalkes trænersæde i denne sæson, der kun har budt på én sejr i 23 ligakampe.

Sæsonen startede med David Wagner ved roret. Men han blev fyret i september og erstattet af Manuel Baum.

Uden at have vundet en eneste ligakamp måtte Baum tage sit tøj og gå 18. december, hvorefter Huub Stevens kom ind som midlertidig nødløsning.

Han blev sidst i december afløst af Gross, men den rutinerede schweizer fik kun to måneder i det brandvarme sæde.

Grammozis overtager et Schalke-hold, der er sidst i Bundesligaen og har ni point op til redning. På fredag har han for første gang ansvaret for holdet i bundkampen mod Mainz.

- Jeg har kæmpestor lyst til denne opgave. Jeg vil bruge den korte tid til første kamp på at danne mig et indtryk af holdet. Og naturligvis vil jeg gerne starte med en sejr over Mainz, siger Grammozis.

Den nye Schalke-træner er græsk statsborger, men er født i Tyskland og spillede som aktiv 143 bundesligakampe for blandt andre Hamburg og Kaiserslautern.

Som træner har han stået i spidsen for Darmstadt, som han sidste sæson førte til en femteplads i 2. Bundesliga.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU