Brøndby redder sig i top-6 med hjælp fra andre hold

19. MAR 2023 • 17:08SPORT

FCN fører Superligaen efter grundspillet, men Brøndby kom med i top-6 trods nederlag i Farum efter drama.

Ikke siden den vanvittige 2012/13-sæson, hvor Brøndby flirtede med både nedrykning og konkurs, er holdet sluttet uden for top-6 i Superligaen. Og det sker heller ikke i år.

Men efter 1-2 mod FC Nordsjælland i grundspillets sidste runde var det kun på grund af hjælp fra andre hold, at holdet fra den københavnske vestegn sniger sig med i mesterskabsspillet på yderste mandat.

Randers FC følger Brøndby efter en 1-0-sejr hos AaB.

Trods mirakler af målmand Mads Hermansen blev Ernest Nuamah matchvinder i tillægstiden i Farum. Det tydede på Brøndby i nedrykningsspillet, men holdet blev reddet, da Silkeborg og FC Midtjylland spillede uafgjort og trak hinanden med ned i den kedelige sæsonafslutning.

Med sejren sørgede søndag FCN for, at man går ind til mesterskabsspillet som førerhold.

Det blev en livlig første halvleg, hvor hjemmeholdet havde fuldstændig kontrol over begivenhederne frem til midtvejs i halvlegen.

Brøndby kunne slet ikke finde hinanden mellem FCN's kæder. Det betød, at gæsterne måtte sparke bolden frem næsten hver gang, og samtlige andenbolde tog hjemmeholdet sig af.

Kun takket være tre fremragende redninger af Mads Hermansen undgik Brøndby at komme bagud.

Med 20 minutter igen fik Brøndby arbejdet sig ind i kampen. Mathias Greve og Joe Bell begyndte at få sat sig igennem centralt, så man kunne få sat kanterne i scene.

Det var netop på et indlæg fra kanten, at gæsterne tog føringen. FCN-keeper Andreas Hansen kom ud, men stødte hårdt sammen med sin anfører Kian Hansen, så han tabte bolden for fødderne af Håkon Evjen. Han sparkede let Brøndby på 1-0.

Mads Hermansen måtte kort efter diske op med endnu en stor redning for at holde sit hold i front, men kort efter pausen kunne han ikke redde sit hold længere.

Ernest Nuamah afsluttede flot fra kanten af feltet og gjorde det til 1-1.

Anden halvleg blev ikke så velspillet som første, men der var intensitet og spænding hele vejen. Især fordi Brøndby ikke kunne vide sig sikker på, om et eller nul point var nok.

FCN var bedst spillende, men det duftede af pointdeling, indtil et VAR-tjek gav hjemmeholdet et straffespark mindre end fem minutter før tid.

Men var nogen i tvivl om, hvorfor Kasper Hjulmand har udtaget Mads Hermansen til landsholdet, så viste han på straffesparket, at han er gjort af noget særligt.

Han snuppede ikke bare sparket fra Nuamah, han tog også riposten, og sandelig om han ikke også dykkede ned i den næste ripost. En vanvittig aktion af keeperen.

Så skulle man tro, at Brøndby var sluppet med skrækken, men en usammenhængende midtbane og en revanchelysten Nuamah ville det anderledes.

Lige da kampen gik ind i tillægstiden gled han igennem Brøndbys kæder, og hans afslutning inde i feltet kunne Hermansen ikke holde ude.

Før slutfløjt var kampene de andre steder dog slut, så Brøndby-fans brød ud i jubel trods 1-2, da pladsen i mesterskabsspillet kom i land.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU