Russiske værdier for over 33 millioner indefrosset i Danmark
Danmark har begrænset russiske oligarkers og selskabers råderet over værdier for mere end 33 millioner kroner.
Danmark har indefrosset værdier fra russiske oligarker og selskaber for over 33 millioner kroner.Det skriver Politiken.
Det sker i kølvandet på sanktionerne mod Rusland efter invasionen af Ukraine den 24. februar.
Flere russere har store værdier stående i Danmark, som bliver tilbageholdt.
En aktindsigt, som Politiken har fået fra Erhvervsstyrelsen, viser at Ruslands næststørste bank, VTB Bank, der har stærke forbindelser til den russiske regering, har fået tilbageholdt knap 100.000 kroner i Danmark.
Ud over store indefrossede beløb bliver 10.230 ton stål tilbageholdt på et lager i Vejle, skriver Politiken.
EU-Kommissionen offentliggjorde i marts en række sanktioner mod Rusland.
Det har ført til, at russiske værdier for mere end 220 milliarder kroner er blevet tilbageholdt i Europa.
Ud over pengebeløb i banker, hvor konti bliver spærret, er der tale om lystbåde, ejendomme, helikoptere og kunstværker.
Et af de mest omtalte beslaglagte aktiver i Europa er verdens største private sejlyacht "Sailing Yacht A", der blev beslaglagt af italiensk politi i marts.
Den enorme båd ejes af den russiske rigmand Andrej Melnitjenko, er 143 meter lang og har et prisskilt på op mod 530 millioner euro.
Det svarer til knap fire milliarder danske kroner.
Samme Andrej Melnitjenko har fået tilbageholdt 30,4 millioner kroner i Danmark ifølge Politiken.
Ifølge lektor og ekspert i internationale sanktioner Jens Ladefoged Mortensen fra Københavns Universitet er sanktionerne både tænkt som en pisk og en gulerod.
- Russerne bliver forment adgang til deres værdier nu, men hvis der kommer gang i fredsforhandlingerne, og krigen stopper, vil man lette på sanktionerne igen, siger han til avisen.
Den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, kalder indefrysningerne for en ulovlig krænkelse af den private ejendomsret.
- Når man uden om domstolene fratager ejerne retten til at disponere over deres aktiver, er det en ulovlig og åbenbar krænkelse af den private ejendomsret, siger han i et skriftligt svar til Politiken.
/ritzau/