Professor: Stigende smitte og dialog kan give flere vaccinerede

28. OKT 2021 • 13:10INDLAND/KRIMINAL

Den stigende smitte kan få flere til at tilvælge vaccine, vurderer professor Michael Bang Petersen.

Grundig dialog med ikkevaccinerede kan få dem til at ændre mening og beslutte sig for at blive vaccineret mod covid-19.

Det mener Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet.

- Det væsentlige er formentlig at se, om man kan ændre på deres forståelse af vaccinen og give dem et mere retvisende billede af, hvad vaccinens effektivitet og sikkerhed er, siger han.

Hope-projektet er et forskningsprojekt, der undersøger danskernes adfærd under coronakrisen.

Han mener også, at den stigende smitte kan få flere til at blive vaccineret.

- Man kan håbe, at den stigende smitte kan få dem til at ændre på den kalkule, de har. Det kan få dem til at tænke, at det måske er i deres egen interesse at blive vaccineret, siger han.

85,71 procent af de danskere, der er blevet inviteret til vaccination, har færdiggjort deres vaccinationsforløb. Derudover har 1,3 procent fået første stik.

Sundhedsmyndighederne har et mål om, at 90 procent af de inviterede bliver vaccineret.

Michael Bang Petersen fortæller, at folk, der endnu ikke er vaccineret, i høj grad vurderer, at det ikke er i deres egen interesse at blive det.

Han vurderer også, at en del af de ikkevaccinerede ikke har megen tillid til myndighederne.

Smittetallene har i de seneste uger været stigende. Onsdag var der 1871 nye smittetilfælde med coronavirus.

Ishøj Kommune er den i landet, der har det højeste smittetryk og den laveste vaccinationstilslutning.

På grund af den høje smitte blev alle Ishøjs borgere mandag opfordret til at lade sig teste.

Når folk er blevet testet, bliver de opfordret til at lade sig vaccinere, hvis de ikke allerede har gjort det, fortæller borgmesteren.

Ole Bjørstorp så gerne, at man genindførte coronapasset i de kommuner, hvor smitten er høj.

Michael Bang Petersen mener også, at det kan være et middel til at få flere til at blive vaccineret, men advarer også imod, at det kan have den modsatte effekt.

- Man skal være opmærksom på, at det kan skabe et modpres blandt dem, der ikke er vaccineret, som måske vil gøre dem endnu mere stålsatte på at sige, at de ikke har lyst, siger han.

Det er regionerne, der har opgaven med at få danskerne vaccineret. Region Hovedstaden, hvor kommunerne med den højeste smitte ligger, er den region, hvor færrest er vaccineret.

Helene Bliddal Døssing, der er konstitueret vicedirektør i Region Hovedstadens akutberedskab siger, at man i en længere periode har målrettet vaccinationsindsatsen til at være mere lokal.

- Vi har en erfaring, der viser, at det, der skal til for at få nogle flere til at have lyst til at blive vaccineret, er, at man har mulighed for mere individuel dialog, siger hun.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU