Presset beredskab bruger rekordmeget tid på skybrud og oversvømmelse

29. SEP 2024 • 08:00INDLAND/KRIMINAL

Vildt vejr presser de kommunale beredskaber, der efterlyser mere uddannelse, materiel og mandskab.

Esbjerg og Vejle fik store problemer med oversvømmede og lukkede veje, da et kraftigt regnvejr ramte landet fredag og natten til lørdag.

Det er bare det seneste eksempel på, at vildt vejr giver travlhed for de kommunale beredskaber landet over.

Sidste år rykkede beredskaberne ud til 421 vejrrelaterede hændelser og brugte 7552 mandetimer på at håndtere dem.

Det er rekord og næsten dobbelt så mange mandskabstimer, som der blev brugt på såkaldte vejrligshændelser året før.

Det presser beredskaberne, lyder det fra sekretariatschef i Danske Beredskaber Bjarne Nigaard.

- Vi kan se, at vi får langt flere klimahændelser, og vi kan også se, at de tager mere af vores tid, fordi omfanget af opgaver er voldsommere end tidligere.

- Det at vi skal afsætte mandskab og materiel til oftere at rykke ud - og rykke ud i længere tid - er med til at spænde elastikken for beredskaberne, siger han.

Vejrligshændelser er blandt andet oversvømmelse, skybrud, forhøjet vandstand og storm.

Vildere vejr øger behovet for mere materiel, mandskab og uddannelse, lyder det fra Bjarne Nigaard.

- Vores materiel skal opgraderes, vi skal have nogle kraftigere pumper og flere watertubes.

- Derudover er vi også nødt til at forstå, hvad der kommer til at ramme os. Der er brug for en ny indsatstaktik, altså uddannelse der passer til, at vi står over for en ny udfordring, siger han.

Beredskaberne savner ifølge sekretariatschefen også analyseværktøjer, der kan hjælpe med at udpege risikoområder.

- Når vi får et varsel fra meteorologerne, skal vi kunne putte det ind i en maskine, der udpeger de svageste punkter på kortet og fortæller os risiciene ved en given vandstand og vandmængde.

- Vi har erfaringer fra, når vi får 40-50 millimeter. Men når vi får 145 millimeter som i Esbjerg forleden eller næsten 500 millimeter, som de fik i Tjekket for nylig, så ved vi ikke, hvordan det så ser ud, siger Bjarne Nigaard.

Med klimaforandringerne ser vi ifølge sekretariatschefen ind i en fremtid, der formentlig kun bliver vildere rent vejrmæssigt - og mere arbejdskrævende.

- Det er svært at vide, præcis hvad vi står overfor. Derfor har vi også foreslået, at man laver en hurtig analyse af, hvordan fremtidens udfordringer ser ud.

Den nyudnævnte beredskabsminister, Torben Schack Pedersen (V), har netop påbegyndt politiske forhandlinger om en ny aftale for beredskabet.

Målet er at lande en ny aftale inden nytår.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT