OVERBLIK: Få overblikket over striden i kongefamilien

3. OKT 2022 • 19:34INDLAND/KRIMINAL

Prins Joachim har udtalt, at hans børn er blevet gjort fortræd ved at blive frataget deres titler.

Der har været stærke reaktioner på dronning Margrethes beslutning om at fratage sine børnebørn deres titler.

Særligt deres far, prins Joachim, har været hård i sin retorik. Han har blandt andet påstået, at fratagelsen af prinse- og prinsessetitlerne har gjort hans børn fortræd.

Dronningen skriver mandag i en officiel udtalelse, at hun har undervurderet, hvor meget prins Joachim har været berørt af situationen.

Men hun understreger også endnu en gang, at beslutningen har været undervejs længe.

Få et overblik over forløbet her:

* 28. september: Kongehuset oplyser, at prins Joachims børn får frataget deres titler som henholdsvis prinser og prinsesse til Danmark fra 1. januar 2023.

Prins Joachims gren af den kongelige familie er rystede over beslutningen. Det udtaler grevinde Alexandra på vegne af sig selv, prins Joachim og prinsesse Marie.

Dronningen siger om aftenen på vej til et forskningsarrangement på Nationalmuseet, at hun har haft overvejelsen længe, og at det er for børnebørnenes skyld.

* 29. september: Prins Joachim siger, at beslutningen er blevet fremskyndet, og at det har været med til at gøre hans børn fortræd. Det siger han til Ekstra Bladet, som interviewer ham i Paris.

* 29. september: Kongehusets kommunikationschef siger, at kongehuset håber, at beslutningen vil blive respekteret. Hun siger samtidig, at man er klar over, at mange følelser er på spil.

* 29. september: 23-årige prins Nikolai er meget ked af og skuffet over beslutningen.

- Vi er, som mine forældre også har udtalt, i chok over denne her beslutning og over, hvor hurtigt det i virkeligheden er gået, siger han til Ekstra Bladet.

* 30. september: Kronprinsesse Mary fortæller til DR, at de kommer til at kigge på deres børns titler, "når den tid kommer".

- Forandring kan være umådelig svær og kan gøre ondt. Det har de fleste prøvet. Men det er ikke ensbetydende med, at beslutningen ikke er den rigtige, siger hun i interviewet.

* 1. oktober: Prins Joachim og prinsesse Marie siger til B.T., at de ikke har fået talt med dronning Margrethe, siden beslutningen blev meldt ud.

* 3. oktober: Dronning Margrethe skriver i en officiel udtalelse, at hun har undervurderet, hvor meget hendes søn ville blive berørt af beslutningen.

- Jeg har truffet min beslutning som dronning, mor og farmor, men jeg har som mor og farmor undervurderet, hvor meget min yngste søn og hans familie føler sig berørt.

- Det gør et stort indtryk, og det er jeg ked af, siger hun i en pressemeddelelse mandag aften.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU