Over 31 millioner kroner samlet ind til hjertesagen

18. SEP 2022 • 11:24INDLAND/KRIMINAL

Millioner fra Hjertegalla skal blandt andet gå til hjerteforskning, forebyggelse og støtte til patienter.

Lørdag blev indsamlingsshowet Hjertegalla sendt på TV 2 Charlie for 11. gang.

Her kom danskerne til lommerne, da der blev indsamlet over 31 millioner kroner.

Administrerende direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft, er meget tilfreds med resultatet.

- Jeg synes, at det gik fantastisk godt og måske endda bedre, end jeg havde turde håbe på. Vi samlede mere end 31 millioner kroner ind og det er vi virkelig stolte over og meget tilfredse med.

- Vi er dybt taknemmelige over, at danskerne igen i år betænker hjertesagen og giver os mulighed for at gøre en forskel for de mennesker, der lever med en hjertesygdom, siger hun.

Anne Kaltoft fortæller, at pengene skal gå til Hjerteforeningens arbejde med blandt andet at forebygge hjertesygdomme, støtte hjertepatienter og pårørende samt hjerteforskning.

Værterne for showet var Michéle Bellaiche og Christian Degn. De trak seerne igennem gribende hjerteredder-historier og indslag med kunstnere som Anne Linnet og Fyr og Flamme.

Også fodboldspilleren Christian Eriksen, der fik et hjertestop under EM-kampen mod Finland sidste sommer, deltog i et indslag til indsamlingen.

Hvert år uddeles prisen som årets hjerteredder. Den gik dette år til Helena Suralski og Thomas Andersen, der reddede en 12-årig pige, som pludselig faldt om med hjertestop på Horsens Station på vej skoletur.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU